Billede beskrivelse

Mangler fløden: Her kan du købe ind i julen

Mens du hygger, er der andre, der arbejder - mange butikker er åbne på trods af helligdagene

24. december 2018 kl. 09.00

Julefreden er kun få timer fra at sænke sig over landet.

Men står du midt i madlavningen og opdager, at du har glemt mandlerne til risalamanden, kuløren til sovsen eller snapsen til de kommende dages sild, så fortvivl ej. Mange af byens butikker er nemlig åbne, mens du hygger.

For selv om hovedparten af supermarkederne holder helligdagslukket i dag, juleaftensdag, i morgen, juledag, og i overmorgen, 2. juledag, så er der hjælp at hente, hvis du løber tør for livsnødvendigheder.

Her på aalborg:nu har vi samlet nogle af de indkøbsmuligheder, vi glemsomme sjæle har.

Billede beskrivelse

Netto:

I Aalborg-området er der to Netto-forretninger, der holder fanen højt og dørene åbne.

Det er Netto på henholdsvis Vestre Allé og Eternitten.

De holder åbent mandag 24. december kl. 08-15, samt 25. og 26. december kl. 08-22.

Aldi:

Helligdag eller ej. Aldi er åben for dig... Kædens butikker i Aalborg og Nørresundby er åbne alle juledagene. 24. december kl. 08-14 og 25.-26. kl. 08-20 - i Dannebrogsgade dog helt til kl. 21.

Spar:

Også de lokale Spar købmænd holder åbent i juledagene.

Det gælder f.eks. Spar Kastetvej som i dag er klar kl. 08-13 og i morgen og overmorgen kl. 08-22. Spar Vejgaard kan du handle hos kl. 07-15 i dag, butikken holder lukket i morgen 25. december, mens der er åbent kl. 07-21 på onsdag. I Spar Gug kan du købe ind kl. 08-15 i dag, og kl. 08-22 de kommende to dage.

Min Købmand:

Bor du i nærheden af en af Spars ”lillesøstre”, så er der også mulighed for at hente fornødenhederne der.

Min Købmand Nørre Uttrup Torv holder åbent i dag, mandag 24. december kl. 06.30-16. I morgen og onsdag kl. 10-21. Min Købmand Vejgaard har åbent kl. 07-14 i dag, det samme gælder i morgen, 25. december, mens det er kl. 07-16 på onsdag.

Fakta:

Også hos Fakta holder de juleåbent. Alle butikker i Aalborg står klar med hjælp, sådan at man kan handle på f.eks. Kastetvej, Eternitten, Hasseris og i Gug.

Butikkernes åbningstider varierer en smule, men i grove træk er der åbent juleaftensdag fra kl. 08-15, juledag fra kl. 10-20 og 2. juledag fra kl. 08-20.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste