Mand med "maskinpistol" skabte frygt i Aalborg - nu er han løsladt
Politi med skudsikre veste rykkede ud til Haraldslund
Opdateret onsdag klokken 16.55: Manden er nu løsladt
Onsdag klokken 5.30 opdateret med nye oplysninger.
AALBORG: Nordjyllands Politi fik tirsdag omkring kl. 20.30 flere anmeldelser om, at en mand med en maskinpistol var set ved Haraldslund på Kastetvej i Aalborg.
- Sådan en anmeldelse tager vi alvorligt, understreger vagtchef Lau Larsen fra Nordjyllands Politi.
Politiet sendte flere bevæbnede patruljer til stedet. De var iført skudsikre veste.
Tæt på Haraldslund blev manden anholdt, men det viste sig, at "maskinpistolen" ikke var ægte.
- Det var en ufarlig hardball-pistol, der lignede en maskinpistol, fortæller Lau Larsen.
Flere vidner var dog blevet så bange, at den 41-årige mand nu sigtes for trusler. Selv om han ikke direkte havde truet personer, oplyser Nordjyllands Politi.
- Anmelderne var meget rystede og forskrækkede, siger politiets vagtchef.
Den 41-årige mand, der blev anholdt, blev afhørt på politigården i Aalborg og overnattede i arresten til onsdag morgen.
Onsdag formiddag ville juristerne ved Nordjyllands Politi vurdere, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling.
Onsdag eftermiddag kunne vagtchef ved Nordjyllands Politi Rene Kortegaard fortælle, at manden er blevet løsladt igen. Han har fået en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, fortæller vagtchefen.