Mand fundet druknet i havn
Nordjyllands Beredskab har bjærget manden
NØRRESUNDBY: En mand blev lørdag aften fundet druknet i havnen ud for Havnegade i Nørresundby.
Det bekræfter vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.
- Vi fik alarmen klokken 20.44, og vi gik straks i gang med at undersøge, om der savnes en mand, som det i givet fald kunne være, lyder det fra vagtchefen, der ikke tidligt på aftenen kunne bidrage med yderligere oplysninger i sagen.
Nordjyllands Beredskab var til stede og havde en båd i vandet for at bjærge den druknede mand. Og desuden var der flere andre udrykningskøretøjer på stedet.
Nordjyllands Politi skrev senere på Twitter, at man endnu ikke har identificeret liget af manden med sikkerhed, men politiet formoder, at det drejer sig om en 66-årig mand.
- Vi har nu været i kontakt med de pårørende, og den afdøde er ved personligt fremmøde af pårørende blevet endeligt identificeret som værende en 66-årig mand fra Læsø, oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.
Der foreligger ingen oplysninger om, hvorledes manden er endt i vandet.
- Vi skal prøve at få fastlagt, hvem der sidst har været i kontakt med den 66-årige, så vi forhåbentlig kan finde en forklaring på, hvad der er sket, siger vagtchefen.