Billede beskrivelse

Vodskov-bager genåbner efter "nogle af de hårdeste dage, jeg har haft med butikken"

13. april 2026 kl. 14.01

VODSKOV: Fredag måtte Lene Møller med "smerte i hjertet" lukke sit bageri i Vodskov midlertidigt. 

Der var nemlig konstateret skadedyr i en del af bygningen, der dog ikke tilhører bageriet - men "som naturligvis ligger så tæt på, at vi tager det yderst alvorligt", skrev Lene Møller i et opslag på Facebook. 

Men nu har indehaveren af Vodskov Bageren godt og glædeligt nyt. 

I et nyt opslag på Facebook mandag eftermiddag skriver hun, at hun er klar til at genåbne bageriet i morgen tirsdag kl. 05:45. 

Billede beskrivelse

"Jeg vil være helt ærlig - det har været nogle af de hårdeste dage, jeg har haft med butikken. Når man går så meget op i sit sted, så rammer det virkelig, når noget ikke er, som det plejer at være". 

"Men vi har fået styr på det hele nu. Alt er blevet gennemgået fra ende til anden. Der er blevet gjort ekstraordinært rent, lukket af, og vi har haft fagfolk inde over. Vi er ikke bare klar - vi er mere end klar til at åbne igen," lyder det i opslaget. 

Genåbningen af det lokale bageri i Vodskov fejrer Lene Møller med gratis kaffe og sodavand hele dagen. 

Vodskov Bageren holder til på Vodskovvej 37 i Vodskov - i Guldbageren Vodskovs tidligere lokaler.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste