Billede beskrivelse

Lokal bager midlertidigt lukket: "Det smerter mig helt ind i hjertet"

11. april 2026 kl. 06.01

VODSKOV: I omtrent ti år har Lene Møller været indehaver af Vodskov Bageren. 

Og i alle årene har det været hendes største stolthed "at levere gode, rene og sikre fødevarer til jer". 

Imidlertid har hun netop prøvet noget, hun ikke har oplevet før. Hun må nemlig lukke sit bageri midlertidigt i tre dage, skriver hun i et opslag på Facebook. 

"Det smerter mig helt ind i hjertet at skulle skrive dette. Jeg har drevet denne bagerforretning i 10 år, og i alle årene har min største stolthed været at levere gode, rene og sikre fødevarer til jer. Derfor er det også med stor ærgrelse, at vi lige nu står i en situation, jeg aldrig tidligere har oplevet. Der er midlertidigt lukket de næste 3 dage," lyder det. 

Årsagen til den midlertidige lukning er ifølge bageriet, at der er "konstateret skadedyr i en del af bygningen, som ikke tilhører bageriet, men som naturligvis ligger så tæt på, at vi tager det yderst alvorligt". 

"Det her er ikke noget, vi tager let på – tværtimod. Det er en beslutning taget med omtanke, ansvar og respekt for jer som kunder," lyder det videre i opslaget. 

Vodskov Bageren holder til på Vodskovvej 37 i Vodskov - i Guldbageren Vodskovs tidligere lokaler. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste