Billede beskrivelse

To Aalborg-hoteller forærer morgenmad væk

28. september 2025 kl. 08.00

Mandag 29. september er FN's internationale dag mod madspild. 

Det markerer man på tværs af hele hotelkæden Scandic, hvor samtlige 27 danske hoteller på landsplan forærer morgenmad i et samarbejde med Too Good To Go - herunder også de to Scandic-hoteller i henholdsvis Aalborg Øst og midtbyen. 

Det skriver Scandic i en pressemeddelelse. 

- Med markeringen af dagen vil vi sætte fokus på alt det, man kan gøre for at redde maden. Igennem vores gode samarbejde med Too Good To Go, har vi gennem mange år sørget for, at god hotelmorgenmad ikke går til spilde, men havner der, hvor den hører hjemme, i maven på folk, siger Karsten Varshøj Nielsen, Food & Beverages-direktør i Scandic Danmark.

Hotelkæden har samarbejdet med Too Good To Go siden 2017. 

Helt konkret kan man få fingrene i den gratis morgenmad ved at besøge Too Good To Go-appen i dag - søndag 28. september - fra klokken 12.

Her vil man i Scandic-profilerne i appen kunne finde en værdikupon, som kan bruges til at reservere den såkaldte brunchboks til dagen efter. 

De gratis bokse vil være tilgængelige, så længe der er mad tilovers. 

Scandic Aalborg Øst har hjemme på Hadsundvej 200, lige over for Gigantium, mens Scandic Aalborg City har hjemme på Europa Pl. 1 - lige ved siden af Aalborg Kongres & Kultur Center. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste