Billede beskrivelse

Sticchi’s har nu en lukkedato og slutter med et brag

30. juli 2024 kl. 10.37
Opdateret 31. juli 2024 kl. 07.57

Der står "Til Leje" i vinduet, og tidligere har restaurantejer Antonio Sticchi meldt ud, at han flytter fra sine lokaler på Kastetvej i Aalborg Vestby. Nu har han lukkedatoen på plads.

Vi møder en glad Antonio sammen med sin babydreng på armen, og han står i sin nuværende restaurant på Kastetvej i Aalborg. En restaurant, han har drevet de sidste 12 år, og som snart lukker på ubestemt tid.

For d. 21. september kører Antonio sit sidste store selskab i de velkendte lokaler, hvor Sticchi’s har holdt til de seneste 12 år. 

- Det er den helt rigtige måde at lukke på, fortæller en smilende Antonio.

Ejeren af restauranten har kæmpet en kamp for at holde tingene kørerende, men tiden har ændret sig: 

- Aalborgenserne spiser ikke lige så meget ude længere. De holder på pengene, fortæller Antonio Sticchi. 

- Det er blevet dyrt at have restaurant, så jeg har brug for at gøre noget andet.

Men Antonio er ikke færdig med at være pizzaiolo. Ambitionerne er store, og drømmen lever, for han leder nemlig efter et andet, men mindre lokale i Aalborg Vestby, hvor han kan videreføre smagen af Sticchi’s: 

- Jeg kan godt lide Vestbyen på grund af bydelens aktiviteter. Jeg har mange faste kunder her. 

Han har også drømme om at ændre en smule på menukortet og måske tilføje endnu en italiensk klassiker såsom italiensk is. Så når Antonio Sticchi finder et nyt og mindre lokale i Vestbyen, så står han endnu engang klar til at indtage Aalborgs madscene med lidt ændringer hist og her. 

Han venter bare på, at det rette dukker op.

Restaurant Sticchi’s laver ægte napolitanske pizzaer, og er den første restaurant i Danmark, som er godkendt af “Associazione verace pizza Napoletana”, som er en forening udvalgt til at garantere smagsoplevelsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste