Billede beskrivelse

Slut med Caspers Pizza – men snart åbner populær burgerbar

Casper Nielsen er langt fra færdig med lokalerne, som tidligere rummede Caspers Pizza

05. juni 2023 kl. 14.01

AALBORG: 1. april slog Casper Nielsen dørene op til Den Muntre Gris i Blokhus.

Det var en drøm, han længe havde haft på grund af sin tilknytning til Blokhus, men siden åbningen har der dog været en tidsbegrænsning på lejen, som lyder på 25. august.

Og nu har Casper Nielsen en god nyhed til aalborgenserne.

Til september åbner Den Muntre Gris op i de lokaler, som indtil for få uger siden husede hans pizzeria på Østerbro 64, Caspers Pizza.

Holder sig til burgere

Mangel på medarbejdere var en del af forklaringen på, hvorfor pizzeriaet lukkede.

- Efter vi åbnede i Blokhus med Den Muntre Gris, var jeg nærmest altid der. Det gjorde det svært for mig at finde medarbejdere til Caspers Pizza, og derfor valgte jeg at lukke det.

Caspers Pizza åbnede i februar, men Casper Nielsen havde inden da arbejdet med pizzaer i mange år, fordi hans far havde et pizzeria i Vejgaard.

Men efter at have haft sit eget pizzeria, indså han noget.

- Jeg fandt ud af, at jeg skal holde mig til det, jeg kan finde ud af. Og det er at lave burgere, forklarer han.

Håber på drømmestart

Casper Nielsen tror dog ikke, at manglen på medarbejdere hos pizzeriaet er noget, som bliver et problem til september.

- Når Den Muntre Gris i Blokhus lukker til august, og jeg vender tilbage til Aalborg, tænker jeg, at det bliver væsentligt nemmere at finde medarbejdere.

Restauranten i Blokhus har sammenlagt plads til cirka 90 gæster, men på Østerbro 64 bliver det primært en takeaway-restaurant.

- Blokhus har været rigtig gode ved os, sagt på en pæn måde. Jeg håber, at aalborgenserne tager lige så godt imod os, lyder det.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste