Ren luksus: Storby-suites i Aalborg vinder ved prisuddeling
Mortens Kro er langsomt blevet til en rigtig kro med værelser af den helt eksklusive kaliber
AALBORG: Mortens Kro har som begreb snart eksisteret i 50 år i ejer Morten Nielsens hoved men har kun siden corona fungeret som rigtig kro med mulighed for overnatning til de spisende gæster.
I alt har indehaver Morten Kok Nielsen og hotelchef, Karina Møller, åbnet seks suites i lokalerne oven på Mortens Kro - Restaurant & Boutiquehotel på Mølleå.
De er i den helt luksuriøse genre, og det har nu udløst en pris i Den Danske Spiseguide, da der søndag var prisuddeling på Kokkedal Slot.
- Når æstetik, rummelighed og design møder gastronomi, der er i særklasse fra morgen til aften, og en atmosfære af personlig omhu for gæstens ve og vel, er Mortens Kro - Restaurant & Boutiquehotel i særklasse. Selv om det måske er mange penge, man betaler, så er det billigt i forhold til, hvad man får, lige fra den overdådige morgenmad, til den flotte frokost og aftengastronomien på meget højt niveau. Mortens Kro og Suites er en helt oplagt vinder af Årets Bo & Spis, siger Bent Christensen.
Glad hotelchef
Prisen er især en stor kadeau til hotelchef Karina Møller, der har haft hovedansvaret for at indrette og drive suiterne sammen med Morten Nielsen, som hun danner par med.
- Det er jo den pris, der betyder mest for mig, fordi suiterne er Mortens og mit første fællesprojekt, hvor jeg har været med på lige fod fra begyndelsen, og hvor min baggrund fra hotelbranchen er kommet i spil, siger Karina Møller.
- Det er en fantastisk følelse at få lov at bidrage og vise, hvad jeg kan. Og hoteldelen på Mortens Kro er kommet for at blive, lyder det fra en glad Karina Møller.
Ærespris
I året for Mortens Kros 25-års jubilæum er indehaver Morten Nielsen også tildelt Den Danske Spiseguides Ærespris 2022, mens han samtidig venter på, om han torsdag 6. oktober bliver kåret til Kokkenes Kok.
Det er spændende tider for Mortens Kro, men andre nordjyder var også glade efter spiseguidens uddeling af priser søndag.
På Alimentum blev Mads Lønborg kåret til Årets Souschef 2022, og det skabte glæde i den i øvrigt vældigt hædrede restaurant.
- Jeg er selvfølgelig vildt stolt og beæret over at løbe med titlen. Jeg synes selv, det var et stærkt felt at være oppe imod. Men det er da mega fedt at få titlen med til Nordjylland og ikke mindst Alimentum. Det er jo der, jeg får alle ideerne og sparringen til at kunne udvikle mig personligt, siger Mads Lønborg.
Spiseguiden uddelte søndag også talentpriser til kokke, der en dag spås til at kunne tegne den danske restaurationsscene. Nordjyderne markerer sig med hele fem placeringer ud af 12 talenter. Her er nordjyderne i kategorien: "NEXT: Wait and See"
- Vi er jo gennem mange år gode til at hædre gamle ikoner, men der er også dem, der engang skal blive ikoner, og som vi tror på vil brage igennem for alvor en dag. I spiseguiden vil vi gerne være på forkant og være de første, der spotter de gode folk. Der er mange nordjyder, og det viser bare, at der sker noget deroppe i branchen, siger redaktør Bent Christensen.