Prestigefyldt maddyst har fundet sin vinder efter finaleafbud
AALBORG: Der var lagt op til en storslået finaledyst mellem Bach & Nurup og Mortens Kro.
Men allerede inden billetsalget til en duel med "tårnhøjt gastro-niveau" kom i salg, endte madkonkurrencen "Bedst i Nordjylland - Value for Money" i lidt af en fuser.
Bach & Nurup valgte nemlig at trække sig "af personlige årsager" - og så stod Mortens Kro pludselig uden modstander.
Så tidligere på ugen traf "Bedst i Nordjylland" en beslutning - Mortens Kro er den endelige vinder af årets prestigefyldte madkonkurrence.
Sådan lyder det i et opslag på Gourmetkartellets Facebook-side.
- For selve konkurrencen er det selvfølgelig ærgerligt, at vi i år må undvære dette naturlige klimaks, som vores fantastiske finaler de tidligere år har været. Men omvendt kan den omstændighed umuligt tage noget fra Mortens Kro, som under alle omstændigheder både i indledende og semifinalerunden præsterede på et niveau, der udløste nogle af årets bedste anmeldelser fra Bedst i Nordjylland-juryen. Så Morten er selvfølgelig en hel indlysende vinder i år, siger Mads Stenstrup, der er juryformand.
Dermed følger Mortens Kro i fodsporene på anerkendte nordjyske restauranter som HimmerRiget, Vendia Braserie og Alimentum, der alle tidligere også har vundet "Bedst i Nordjylland - Value for Money"-prisen.
- "Bedst i Nordjylland" kommer om nogen konkurrence seriøst rundt og synliggør den gode gastronomi, der skabes over hele Nordjylland til gavn for både restauranterne og restauranternes stampublikum. Det er derfor en stor ære for os at blive kåret som vinder i konkurrencen i år, hvilket jo grundlæggende tydeliggør hvor i Nordjylland, man blandt andet får mest kvalitet for pengene, siger Morten Nielsen, der er indehaver af Mortens Kro.
Med prisen følger et indrammet diplom, som vil blive overrakt til Mortens Kro ved en særlig "Bedst i Nordjylland"-middag tirsdag 11. november - hvor det også vil være muligt for offentligheden at købe billet til.