Populær julestue vender tilbage i prisvindende ishus
Se her, hvornår du kan gå amok i lækker is, julepynt - og meget mere hos Guf & Kugler i Slotsgade
De er fuldstændig vilde med jul hos Guf & Kugler.
Ja, man kan vist godt sige, at de nærmest ikke kan få nok af pynten, hyggen - og lækker is, ikke mindst.
Derfor er det også med både stor forventning og (jule)glæde, Guf & Kugler nu kan fortælle, at deres populære julestue vender tilbage i ishuset i Slotsgade. En melding der kommer her i weekenden, hvor ishuset netop har sagt farvel til sommersæsonen med dennes sidste åbningsdag.
Flere nyheder i julestuen
Tidligere har julestuen været et hit både her og i ishuset på havnen i Nibe, men denne gang vender den kun tilbage i Aalborg.
- Nu er det tid igen, is smager også godt om vinteren, siger Jeppe Korsholm, der overtager Gug & Kugler fra nytår.
- Og vi er klar med en nyhed, man kan varme sig på. Den er aldrig set før, men vi kan godt fortælle, at isen indeholder rom, frugt og et touch af karamel.
Blandt nyhederne er også en brændte mandler-is, ligesom ishuset fortsætter sit tætte samarbejde med Nørager Bageri, der tidligere har bagt brunsviger, som Guf & Kugler så har toppet med softice.
Nyeste skud på stammen i det samarbejde bliver "en julekugle-is med bagværk".
Populære klassikere vender tilbage
Julestuen er lavet i tæt samarbejde med Ismutter, Charlotte Korsholm, der også er Jeppes mor, og hendes mand Isfatter, Hans Kjeldsen. Parret har stået i spidsen for Guf & Kugler siden 2014.
- Vi er klar med vores julehit Cherry Christmas, som er vores fortolkning af ris a la mande. Og der er selvfølgelig en mandel i isen, siger Ismutter.
Hun lover også et gensyn med marcipangrisen, hvor der er masser af rå marcipan i en basis-is.
Shopping og afslapning
At julestuen vender tilbage handler om flere ting - rent praktisk at det igen er muligt efter corona.
- Og så er min mor bare den største jule-elsker, det smitter af på mig. Vi er crazy med jul i vores familie, siger Jeppe Korsholm.
- Den glæde og hygge bringer vi med ind i julestuen.
Det handler også om den centrale placering i Slotsgade, og at ishuset gerne vil bidrage til en levende bymidte.
- Der er et godt flow i byen i december, og der ligger vores ishus i et lille smørhul. Når man trænger til en pause fra shopping, står vi klar med passer af muligheder, siger Jeppe Korsholm.
Julestuen er åben
Der er julestue hos Guf & Kugler i Slotsgade 2 de tre første weekender i december. Om fredagen er der åbent fra 15-19, lørdag er åbningstiden 13 til 20, og om søndagen kan du besøge ishuset fra klokken 13 til klokken 17.
Fra 20. til og med 23. december er der åbent alle dage fra klokken 13 til 20.
Du kan følge med i forberedelserne og få seneste nyt her på ishusets facebookside.