Billede beskrivelse

Pizzeria i Øgaden er genåbnet efter brand

14. september 2025 kl. 19.02
Opdateret kl. 19.38

AALBORG: Efter næsten et halvt års pause er K.N. Pizza i Samsøgade igen klar til at lange pizzaer og andre lækre retter over disken. 

Den 24. marts blev pizzeriaet totalt røgskadet af en brand, der opstod i en eltavle. Siden har indehaver Faygh Gohari kæmpet med at få butikken genopbygget fra bunden.

- Det har været en lang proces. Branden medførte, at vi måtte lukke helt ned, og de efterfølgende undersøgelser trak desværre ud. Da håndværkerne endelig kunne komme i gang, begyndte sommerferien. Det medførte flere forsinkelser, fortæller Faygh.

Billede beskrivelse

Nu er genopbygningen afsluttet, og Faygh takker for opbakningen. 

- Folk har været utroligt søde og imødekommende. Vi har mange stamkunder, der har ventet tålmodigt. Flere har endda sagt, at de bevidst har undladt at bestille pizza andre steder, fordi de ville støtte os. Det luner meget, siger Faygh, der er tilfreds med en rigtig fin genstart. 

- Der har været travlt de første dage. Vi er startet, hvor vi slap med det samme menukort og samme gode service. Og så glæder vi os mest af alt over, at ingen kom til skade, da uheldet var ude.

Faygh Gohari har drevet K.N. Pizza i fire år. Pizzeriaet holder åbent alle ugens dage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste