Paradis Is "giver den hele armen" i totalrenovering af to isboder
AALBORG: Issæsonen 2025 - nummer 18 i historien - er gået på hæld for Paradis Is i Aalborg.
Utallige lækkersultne aalborgensere, nordjyder og andre gæstende folk i byen har igennem de seneste måneder taget for sig af de hjemmelavede is fra Paradis.
Men nu skal der ske noget nyt i to af de tre Paradis Is-boder i byen.
Det er i Paradis Is i Reberbansgade og Algade. Isboden ved Jomfru Ane Parken gør man således ikke noget ved i denne omgang.
Det skriver Paradis Is på sin Facebook-side.
Og det bekræfter indehaver af Paradis Is-afdelingerne i Aalborg, Michael Salomonsen, også over for Ligeher.nu.
- Der kommer helt nyt look, hvor al folie og alle skilte skiftes ud. Der kommer ny isdisk og nye gulve, og så kommer der skærme i butikken, som viser vores produktion af is, forklarer han og tilføjer:
- Vi giver den hele armen, og vi kan næsten ikke vente, til det står færdigt.
Michael Salomonsen regner med, at totalrenoveringen af butikkerne er klar i tide til, at man 30. og 31. december kan åbne for salg og udlevering af årets nytårsis.