Billede beskrivelse

Nyt spisested: En thailandsk smagsoplevelse lige midt i Aalborg

17. oktober 2024 kl. 08.17

Om blot få dage åbner et nyt thailandsk spisested lige midt i Aalborg. Stedet hedder Hello Thailand og befinder sig på Vesterbro 84.

Manden bag er Supanchai Pantab, som er 31 år og oprindeligt fra Thailand. Drømmen om et thailandsk spisested, kommer fra hans mor, der selv har haft et ønske om at åbne en forretning med thailandsk mad og takeaway.

- Jeg har selv haft passion for mad, og vores mor har altid haft en drøm om at åbne en thai restaurant, men blev desværre syg, fortæller Supanchai, der har fået sine tvillingesøstre Supannee og Suparat til at oversætte for os.

- Når hun bliver rask, så kommer hun med.

Derfor åbner Supanchai snart Hello Thailand sammen med sin familie

Billede beskrivelse

Autentisk mad

Hos Hello Thailand kan du nyde lækre retter fra Sydøstasien som Pad Kra Pow, Pad Thai, kylling i grøn karry og meget mere. De glæder sig til at servere det thailandske køkken for aalborgenserne.

- Vi har en spicy thai salat, som folk på Facebook har efterspurgt en del. Det samme gælder Pad Kra Pow, fortæller Supanchai.

- Det er ikke meningen, at vi skal konkurrere eller noget. Det er meningen, at folk i Aalborg skal have autentisk thai mad.

Åbner snart

Det betyder, at du hos Hello Thailand kan få thailandsk mad, hvor der er skruet godt op for chilien, men hvis du ikke er til det ‘spicy’, er det også muligt at få den afdæmpede version af retterne.

Hello Thailand laver udelukkende takeaway, da lokalet på Vesterbro ikke har siddepladser nok.

Familien bag er i fuld sving med at gøre Aalborgs nye thailandske takeaway klar til åbningen. Indtil videre stræber de på at åbne fredag den 18. oktober, men da de i klargøring af spisestedet er stødt på nogle problemer, er datoen fortsat ikke fast.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste