Billede beskrivelse

Nyt morgenmadskoncept i byen: Less is more

16. august 2024 kl. 06.00

Hos Bach & Nurup ved man godt, at morgenmad er blevet en mere populær spise med årene.

Her taler vi ikke om de store brunchmenuer, men snarere om den helt simple af slagsen: en bolle med ost eller croissant serveret med en rigtig god kop kaffe.

- Vi har haft nogle dygtige folk fra Søllerød Kro til at guide os i, hvordan vi gør croissanten endnu vildere, fortæller Nadia Bach, som står bag Bach & Nurup sammen med Christian Nurup.

På inspirationstur

Og det er dét, den nye Aalborg-restaurant Bach & Nurup kan tilbyde. Morgenkortet er ikke stort, men det er simpelt og lækkert - og nem at tage med! Ejerne bag Bach & Nurup har inden deres åbning været på udflugt i Danmark efter de helt gode sager.

- Vi har været rundt for at teste kaffe i både København og Aarhus, for vi skal slå hårdt ned, hvis vi skal have gæsten til at vælge os fremfor en anden.

- Så vi har fundet Søren Stiller, som har Great Coffee i Aarhus, efter vi har smagt virkelig meget kaffe. Jeg har aldrig været så omtumlet efter det, fortæller en grinende Nadia Bach.

Croissanter på flere måder

Der har dog også været tid til at kigge på, hvordan restauranten kan minimere spild, når de eksempelvis laver bagværk som en almindelig croissant.

- Når man bager en croissant, er der exceptionelt mange rester, og i stedet for at smide dem væk, er det vigtigt for os at få dem brugt til noget. Der laver vi blandt andet noget, der hedder et 'monkey bread', fortæller Nadia.

- Vi synes, at det er fuldstændig fjollet at smide det ud, for det smager jo godt.

Og det har de jo fuldstændig ret i. Derudover tænker de også meget over, hvad der er stemning for på dagen. Blandt andet ved at glasere deres 'monkey bread' med sæsonbetonede glaseringer. 

En skøn modtagelse

Det er ikke lang tid siden, at Bach & Nurup slog dørene op for den nye restaurant på Budolfi Plads i Aalborg, og de har allerede fået en del positiv feedback fra både anmeldere og endnu vigtigere gæsterne. 

- At have åbent i en måned og få de anerkendelser, som vi har. Vi kan se, at gæsterne støtter os i det her. Det er ret fantastisk, fortæller Nadia Bach.

Man kan besøge Bach & Nurup på Budolfi Plads 32, hvor de åbner allerede kl. 07.30 for de morgenfriske.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste