Nyt madkoncept i Aalborg åbner lige om lidt: Det kan du forvente
I den ene krog af Shoppen i City Syd finder man en forretningssucces uden lige.
Og om få dage får den en søster i familien.
Det sker, når ejeren af buffet- og sushirestauranten Tian Fu - Ting Wang - åbner et nyt madkoncept i nabolokalerne i shoppingcenteret.
Det kunne vi fortælle her på Ligeher.nu i slutningen af august - og nu er Ting Wang klar med en officiel åbningsdato.
Det skriver Restaurant Han, som er den nye restaurants navn, i et opslag på Facebook.
"Vi kan endelig dele den glædelig nyhed med jer, at vi langt om længe kan åbne vores koreanske bbq. Vi glæder os til at byde jer velkommen," lyder det i opslaget, hvor man afslører, at første åbningsdag bliver tirsdag 7. oktober.
På Restaurant Han kan som gæst se frem til både Korean Barbeque, som er grøntsager og kød, man selv kan stege på en grill ved sit bord. Hertil tilbyder restauranten - præcis som Tian Fu - også sushi samt forskelligt tilbehør og forskellige side orders.
- Vi marinerer en masse forskelligt kød og har nogle side dishes ved siden af - både retter man selv kan tilberede, og som vi tilbereder for gæsterne. Man bestiller på et menukort, og det er ad libitum, og så kan man ellers bare spise, har Ting Wang tidligere forklaret til Ligeher.nu om det nye madkoncept.
Restaurant Han kommer til at have åbent alle ugens dage.
Fra mandag til fredag vil der være åbent kl. 16:30-22, mens man lørdag og søndag holder åbent kl. 12-22.