Frivillige på Hospice Vangen får stor donation
NØRRESUNDBY: Støtteforeningen for Hospice Vangen i Nørresundby har modtaget 50.000 kroner fra Christian Den Fjerdes Laug i Aalborg.
Pengene skal blandt andet bruges til den årlige sommerudflugt for hospicets frivillige, hvor også personalet deltager.
- Vi er meget glade for donationen og den skal bidrage til vores årlige sommerudflugt for de frivillige, som er vores måde at takke dem for deres store værdifulde arbejde, fortæller Ann Fischer, frivilligkoordinator i Støtteforeningen for Hospice Vangen.
Hun fremhæver samtidig, at turen giver frivillige og ansatte mulighed for at lære hinanden bedre at kende.
Donationen blev overrakt af oldermand Niels Voss Hansen til Malene Busk, formand for Støtteforeningen, ved en højtidelighed i laugets lokale i Jens Bangs Stenhus.
- Det er med stor glæde, at jeg i dag på vegne af Christian Den Fjerdes Laug kan overrække Støtteforeningen Vangen kr. 50.000 til støtte for det store og uegennyttige arbejde, som i udfører for at hjælpe folk og deres pårørende i den sidste svære tid, lød det fra Niels Voss Hansen.
Ved overrækkelsen deltog også blandt andre Hospice Vangens formand Mogens Nørgård, hospicechef Bettinna Rønnest og Ann Fischer.
Det er anden gang, Christian Den Fjerdes Laugs donatorer uddeler en donation.
Sidste år gik pengene til Safe House, som arbejder i nattelivet omkring Jomfru Ane Gade.