Billede beskrivelse

Nyt koncept på bar i Aalborg: - Tapas og øl spiller bare virkelig godt sammen

21. januar 2024 kl. 14.00

Der er noget specielt ved at træde ind hos Hjort Beer Bar en fredag eller lørdag aften. 

Hver weekend forvandler den charmerende ølbar sig til et lille stykke af Spanien, hvor du kan nyde kvalitetsøl parret med tapas af spanske råvarer.

Billede beskrivelse

Den spanske inspiration

- Min familie og jeg har boet mange år i Spanien. Så der en helt klar forkærlighed til det derfra, forklarer Carsten Hjort om, hvorfor valget faldt på lige netop tapasbræt.

Han er manden bag familiebryggeriet Hjort Beer og ølbaren af samme navn.

- Og jeg synes ikke, man ser den kombination af tapas og øl så meget, selvom det spiller virkelig godt sammen. Øl er jo mange ting. Vi har for eksempel en del sour-øl, altså fadlagret øl, og det spiller rigtig godt sammen med tapas.

Den fadlagrede sour-øl kan godt minde lidt om vin, fortæller Carsten. Derfor mener han også den er oplagt til tapas. Og så er den ovenikøbet en favorit blandt de gæster, der har lidt svært ved øl.

Men man kan selvfølgelig også vælge alle mulige andre øl til sit tapasbræt.

- Det er en smagssag. Jeg synes også en belgisk dubbel går supergodt til den her fede spanske Manchego-ost, man får på tapasbrættet.

Billede beskrivelse

Et samarbejde med Risskov Ost

Tapasbrættet er lavet i samarbejde med en anden forretning i Aalborg: Risskov Ost.

De har en butik på Stjernepladsen i Aalborg, og Carsten fortæller, at de lærte hinanden at kende sidste år, da Hjort Beer havde en pop-up butik derude.

- Vi ville gerne have et tapasbræt med kun spanske produkter på, og det ville de gerne hjælpe med at stå for.

Tapasbrættet består af fire forskellige spanske oste og tre-fire slags spansk kød.

Vil du have fingrene i et tapasbræt hos Hjort Beer House, skal du bare huske at bestille det to dage i forvejen. Ellers kan du godt risikere, at de er udsolgt.

Bestillingen foregår ved at ringe til baren på 93 94 07 79, og tapasbrættet serveres kun fredag og lørdag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste