Nyt bageri i Svenstrup afslører særprægede åbningstider
Bageriet Bagtanker åbner i Svenstrup onsdag 22. oktober.
Det fortalte vi her på Ligeher.nu tidligere på ugen.
Teit Vestergaard Kjeldsen står bag det Skørping-baserede bageri, som om kort tid altså åbner endnu en lokation med salg af friskbagt surdejsbrød og bagværk.
Det bliver på Hobrovej 771 i Svenstrup, som tidligere har huset pizzeriaet Il Mulino.
Her åbner bageriet for første gang kl. 7 onsdag morgen, og fremadrettet holder man åbent på adressen kl. 7-16 onsdag til søndag.
Dog bliver det med lidt særprægede åbningstider, at Bagtanker lægger fra land i Svenstrup.
Således er der bemanding i butikken kl. 7-10 alle åbningsdage - men kl. 10-16 er der selvbetjening.
Det nye Bagtanker-bageri åbner desuden med gratis kanelsnegle til de første 50 betalende kunder.