Nye burgere på McDonald's: Her er bedømmelsen
McDonald’s er udkommet med en ny Homestyle-burger i samarbejde med selvsamme kok bag Pebersauce-burgeren fra McDonald’s, nemlig Brian Mark.
Denne gang med whiskeysauce. Hvorfor? Det ved vi ikke.
Burgeren er med almindelig sesambolle, løgpure i bunden, en skive røget cheddarost samt en skive smelteost med cheddar. Dertil to skiver bacon, en bøf, frisk rucola, tomat og til sidst en spicy whiskeysauce. Velbekomme!
Men hvad synes vi så?
Homestyle Whiskeysauce x Brian Mark
Vi kan starte med lugten. For den er meget mærkelig, og slet ikke i stil med dét, man er vant til hos McDonald’s. Den dufter lidt for meget af tomat.
Smagen er også i den sjove ende. Den smager som sådan ikke dårligt, men ingen af os får en oprigtig følelse af at få stillet vores McDonald’s cravings. Tværtimod smager den lidt af en typisk omgang aftensmad med bøf og sauce.
Whiskeysaucen smager fint, men den passer bare ikke ind. Den er i øvrigt til den spicy side og smager lidt for meget af tomat. Saucen overdøver smagen af cheddarost, bøf og bacon. Rucolaen er vi lidt forvirrede over.
Burgeren får i alt en score på 1 ud af 5 stjerner.
Men hvis man fjernede saucen, tror jeg egentlig, at det ville være en ret solid burger.
Ny coinoffer: Lime & Jalapeño Chicken
Der er også kommet en ny coinoffer på menukortet, og denne gang må vi se, hvor længe dén bliver. Denne coinoffer består af: en burgerbolle, paneret kylling, salat, smelteost med cheddar og jalapeñoskiver samt lime- og jalapeñosauce.
Men den smager til gengæld heller ikke af så meget andet end jalapeños.
Dog skal man ikke forvente meget af en coinoffer, og vi vil derfor mene, at den faktisk er okay taget i betragtning. Den kunne dog godt tåle, at der blev skruet lidt ned for de stærke ingredienser, så de øvrige ingredienser som lime, kylling og ost kan få lov til at skære igennem. Men sådan er det jo.
Den nye coinoffer-burger får derfor 2,5 ud af 5 stjerner (mest på grund af uenighed her på redaktionen).
Hård kritik
Det er ikke længe siden, at McDonald’s fik en del kritik for Homestyle-burgeren med pebersauce.
I samarbejde med Søllerød Kros køkkenchef Brian Mark lavede de en Homestyle Pebersauce. Den blev hurtigt kritiseret af anmeldere fra flere medier samt de inkarnerede McDonald’s fans. Så den gik altså heller ikke.