Ny placering, samme Struktur: Populær restaurant er rykket i nye lokaler
Fredag den 21. marts kunne Struktur Restaurant og Cocktailbar for første gang slå dørene op i deres nye lokaler på C.W. Obels Plads 16.
Efter fem år på Vesterå 4 skulle der ske noget nyt, og mulighederne i de lokaler, der tidligere har huset brødrene Prices restaurant, var simpelthen for gode til at lade stå tomme.
Her fik de chancen for at opgradere deres lagerplads, optimere deres logistik og tilbyde langt flere pladser til udeservering. Flytningen har været fem måneder undervejs, og langt om længe har Struktur kunnet rykke ind i deres nye lokaler.
Men hvordan er det gået? Og har de første to uger levet op til deres forventninger?
Spørger man medejer af Struktur, Dennis Juhl, er han ikke i tvivl.
- De første to uger er gået rigtig godt. Det har kunnet sammenlignes lidt med at flytte i nyt hus - man har en idé om, hvordan det hele skal indrettes, men det er først, når man endelig er kommet på plads, at man får lejlighed til at få styr på alle detaljerne. Jeg har været stolt af mit personale og den store omstillingsparathed, de har vist. Det har betydet, at vi allerede nu har skabt os et godt fundament, som vi vil kunne bygge videre på i fremtiden, siger Dennis Juhl.
Til en begyndelse har de dog taget det ganske roligt. Der blev ikke holdt nogen vild åbningsfest, og der var ingen forhåbninger om at skulle servere for fulde huse hver aften.
Derimod var det vigtigt for Dennis Juhl, at føre Strukturs eksisterende klientel med sig videre og have fokus på at komme ordentligt på plads, så ingen gæster skulle gå hjem uden at have haft en god aften.
- Gæsteoplevelsen skal være så god som mulig, og det siger sig selv, at hvis vi åbner op for fulde huse og ikke har styr på vores detaljer, så vil det alt andet lige forringe gæsteoplevelsen - og det kan vi ikke stå inde for, siger Dennis Juhl.
Et Struktur, som man kender det
På trods af at Struktur er rykket i nye lokaler, har det fra starten været vigtigt for Dennis Juhl og hans team at pointere, at de ikke er et nyt Struktur, der er åbnet.
Det er rigtignok nye rammer, men det vil fortsat være Struktur, som man kender det, og det betyder mad og drikke af høj kvalitet, præsenteret i uformelle og hyggelige omgivelser - et faktum, som Strukturs gæster har sat pris på.
- Vores gæster har virkelig taget godt imod vores nye lokaler og givet os værdifuld feedback, som vi har kunnet bruge til at optimere vores restaurant og koncept. Det ligger i god tråd med vores DNA om ikke at gå i stå, men sørge for at forbedre os og stræbe efter det bedste. Vi har byens bedste gæster, og vi sætter pris på deres vilje til at bakke os op, siger Dennis Juhl.
I fremtiden ser Dennis Juhl frem til at kunne byde nye som loyale gæster velkommen i Strukturs restaurant, hvor de vil kunne nyde godt af både frokost- og aftenserveringer.
Det næste fokus vil dog komme til at lægge på opstarten af deres udeområder, som til sommer forhåbentlig vi være fuldt funktionsdygtige, så de kan gå sommeren i møde med en tæt pakket C.W. Opels Plads - hvis den danske sommer altså tillader det.