Nu åbner byens nye restaurant med pizzaer bagt i brændefyret ovn
Surdejspizzaer er skabt af lokale og økologiske råvarer, noget der er helt afgørende hos Restaurant Fumo
AALBORG: Er du også bare vild med lækre surdejspizzaer med et napolitansk tvist - og endda bagt i brændefyret ovn for at give den helt autentiske smagsoplevelse?
Så kan du godt begynde at glæde dig, for nu åbner byens nye Restaurant Fumo nemlig snart.
- Vi stræber efter at være med i toppen, når det gælder de bedste pizzaer i Aalborg, siger Daniel Lehmann, der står bag restauranten sammen med Lucas Baldi og Kevin Sloth. De tre venner mødte oprindeligt hinanden på San Giovanni her i byen og kommer også med masser af erfaring fra flere af landets kendte spisesteder.
- Menuen på Fumo er inspireret af social dining, hvor man kan få et udvalg af charcuteri og pizza. Der indgår også andre små serveringer i menuen, for eksempel en grøntsagsret eller en osteservering, og man kan selvfølgelig også vælge a la carte.
- Fælles for det hele er, at det skal være til en overkommelig pris, for vi er opmærksomme på, at vi med beliggenheden på Godsbanen er i et område med mange studerende.
Trekløveret beskriver selv Fumo som et moderne pizzeria, og "hos os kan I forvente de bedste råvarer, hvor vi i meget høj grad har prioriteret økologi. Sæsonen afspejles i vores menukort, da vi mener at mad smager bedst, når det er friskt og lokalt."
Fumo åbner torsdag 10. november klokken 17, adressen er Godsbanen 20. Restauranten får plads til omkring 50 gæster.
Der er åbent alle dage, frokost er fra klokken 12 til 15, og vil du besøge restauranten om aftenen, er der åbent fra 17.30 til 21.