Nørregade 25 fejrer 1 år med ny buffet: - Smørrebrød er en hjertesag for mig
Restauranten Nørregade 25 i Aalborg har netop rundet sit første år.
Det markeres blandt andet med et nyt tiltag, der giver gæsterne endnu flere grunde til at kigge forbi.
Indehaver Allan Thykjær har således lanceret en fast smørrebrødsbuffet hver fredag og lørdag.
Her kan gæsterne gå ombord i et væld af klassikere fra det traditionelle danske frokostbord.
Buffeten omfatter to slags sild og fem slags smørrebrød.
Ligeledes serveres lun leverpostej, hjemmelavet kartoffelsalat med små frikadeller, blandet salat med tilbehør samt tarteletter med høns i asparges.
Det hele toppes med lækker gammeldags æblekage til kaffen.
- Smørrebrød er en hjertesag for mig, siger Allan Thykjær, der glæder sig over en vellykket start i midtbyen.
- Jeg kunne mærke, at det var noget, aalborgenserne efterspurgte. Buffeten giver os mulighed for at hylde traditionerne, samtidig med at vi skaber en hyggelig ramme for weekenden. Og så gør vi virkelig noget ud af smagen. Alt er lavet fra bunden og vi går ikke på kompromis med kvaliteten, siger han og tilføjer:
– Jeg føler, at vi har fået en god modtagelse. Restaurant Nørregade 25 har allerede opnået en skare af faste gæster, der sætter pris på god mad i hyggelige rammer. Det er hele idéen med stedet.
Endnu en nyhed
Nyhederne stopper dog ikke ved smørrebrødsbuffeten.
Fra 11. november introducerer Nørregade 25 også en juleplatte til frokost.
Platten bliver fyldt med velkendte danske julespecialiteter og bliver et godt bud på et frokostmøde, julehygge i midtbyen eller en god bid mad i pausen fra juleshoppingen.
Sideløbende fortsætter restauranten den vanlige servering, der i aftentimerne omfatter en valgfri 3-retters-menu.
Dermed har gæsterne også et alternativ til de traditionelle juleretter.
Den nye frokostbuffet fredag og lørdag serveres i tidsrummet kl. 12 til 15.