Herregårdsburgeren blev til ved en tilfældighed
Idéen opstod ved en tilfældighed en dag, hvor Annika og Johnny skulle have frokost.
De overtog Café Luna for lidt over et år siden, og har knoklet for at sætte deres eget personlige præg på den ikoniske Aalborg-café på Boulevarden.
I dag er lokalerne fulde af hyggelig stemning og menukortet af traditionelle caféretter med et twist.
Det er netop disse retter som Annika og Johnny selv spiser hver dag til frokost. Men så en dag, skulle der ske noget nyt.
- Hvorfor ikke lave en herregårdsbøf? spurgte Johnny sin hustru, for sådan en, kan de begge to rigtig godt lide.
Så det gjorde hun, men fik så pludselig den indskydelse at lægge bøffen i nogle af de bløde burgerboller, der stod i køkkenet og egentlig hører til caféens burgermenuer. Og voila! Mød Herregårdsburgeren.
Galt eller genialt?
Du kan bestille Herregårdsburgeren hos Café Luna allerede nu, selvom den endnu ikke er kommet i menukortet.
- Vi beskriver den som en gastronomisk herlighed! Et mesterværk af smag og nytænkning! Og det er selvfølgelig mest for sjov - men så alligevel... Den smager altså virkelig godt, fortæller Annika.
Mesterværket består af hakkebøf, karamelliserede løg og bearnaisesauce i en brioche burgerbolle, og den kan blive din for 169 kr.
- Når man serverer noget nyt første gang, er man altid lidt spændt. Og det var vi også her - var det galt eller genialt? Men ud fra de gæster, der allerede har været forbi for at bestille burgeren, fordi de så vores opslag på Facebook, så er den altså et hit, fortæller Annika.