Billede beskrivelse

Mikrobageri, social dining og vinbar: Her er planerne for det nye Scene11

04. januar 2024 kl. 14.01
Opdateret kl. 15.15

Du kan godt glæde dig, for Aalborg kan snart byde velkommen til et nyt mikrobageri beliggende i et af byens velkendte varemærker - Aalborg Teater. Anne Kønig, som også står bag Café Peace, åbner spisestedet Scene 11 i begyndelsen af februar

Renoveringen er allerede i gang, og der er travlt op til åbningen, som falder sammen med næste premiere på Aalborg Teater.

– Som altid er tidsperioden kort i forhold til ombygning. Så jeg har TL Byg på banen igen. De gjorde det så hurtigt og godt sidste gang, siger Anne Kønig.

Baren skal flyttes og genopbygges med montre og et vinkøleskab. Lokalet skal males i blålige nuancer, og alle lamper skal udskiftes. Indretningen bliver en peacifering med sofaer og spejle på væggen, men med sit helt eget unikke koncept.

Billede beskrivelse

Surdejsbrødet i centrum

Scene 11 byder på tre kerneelementer: Et mikrobageri med surdejsbrød, social dining med fokus på samvær, og en vinbar, hvor du selv kan sammensætte din egen vinsmagning.

Konceptet er centreret omkring surdejsbrødet, der bliver serveret til alle retterne. Det bliver social dining, hvor hele bordet deler en række mindre retter, lidt i italiensk stil, som afsluttes med en dele-pizza.

– Det er ikke sådan, at gæster kun skal spise surdejsbrød, men det bliver en del af alle retter. Vi tilbyder social dining med en masse små, lækre retter, som afsluttes med en dele-pizza, forklarer Anne.

Menuen indeholder dele-mad, dele-pizza, friskt surdejsbrød og et bredt udvalg af kager. Menukortet er enkelt og baserer sig på grønt fra lokale leverandører, hvilket betyder at udvalget kan variere.

I køkkenet, som går under navnet BagScene, nørder Annes ældste søn, Rasmus, og Henrik Bruse i mikrobageriet. De kommer til at bage alt det surdejsbrød, der bliver serveret. Scene 11 får også sin helt egen bagescene, hvor du kan komme bag kulisserne på Instagram.

Vinsmagning efter eget valg

Verdens vine er navnet på Scene 11s vinbar, og den tilbyder præcis det, som navnet antyder: Vine fra hele verden, hvilket betyder at du kan nyde alt fra rødvin, hvidvin, rosé til mousserende vine.

Billede beskrivelse

– Her kan du skabe din egen vinsmagning fra et udvalg af kvalitetsvine til en fast pris, siger Anne.

På Scene 11 er der lagt vægt på samvær og afslappet atmosfære. Det behøver ikke at være fint og fornemt – alle er velkomne lige som de er.

– Vi ser gerne gæster fra nær og fjern, også dem som ikke nødvendigvis skal i teatret. Selvfølgelig er teatergæsterne mere end velkomne både før og efter forestillingen, tilføjer Anne.

Åbent når tæppet går

Scene 11 følger teaterets forestillinger, hvilket betyder at stedet holder åbent i aftentimerne fra tirsdag til lørdag. Vinbaren er åbent torsdag, fredag og lørdag aften, og i weekenderne kan du nyde en særlig teater-brunch.

Billede beskrivelse

Teater-brunchen serveres på elegante tårne, hvor der er kræset for detaljen. Der bliver to serveringstidspunkter i formiddagstimerne, og brunchen skal forudbestilles, så du kan samle en større gruppe eller et selskab.

– Vi ønsker at skabe en samlet oplevelse for alle, der besøger teatret, både børn og voksne. Vi planlægger aktiviteter, der passer til det, som sker i teatret. For eksempel vil vi i skolernes vinterferie have særlige aktiviteter for børnefamilier, afslutter Anne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste