Billede beskrivelse

Michelin-flaske kickstartede vineventyr i Nibe: Nu fejrer trio ti års-jubilæum

23. september 2025 kl. 06.02
Opdateret kl. 09.39

NIBE: Om vinen skal være rød, hvid, rosé eller mousserende, er underordnet hos Nova Wine i Nibe. 

Sådan har det været i snart et årti, og derfor inviterer vinforretningen i den sidste weekend i september til jubilæumsfejring. 

Det fortæller den ene part af ejertrioen - Erik Brink Pedersen - til Ligeher.nu. 

Sammen med Peter Sloth og Heidi Heunecke sidder de på hver deres del af vinforretningen, der i det daglige lever en relativt anonym tilværelse på Skalhuse 32 i Nibe. 

Mellem skoleartikler og massevis af europaller finder man Nova Wines udvalg af vine fra det meste af Europa. 

Det var her, en fælles passion for vin bragte Erik og Peter sammen i 2015. 

Billede beskrivelse

Og som noget af det første fik makkerparret fingrene i en eksklusiv og eftertragtet vin - en Castillejos fra det anerkendte Calvente-vinhus i Granada i det sydøstlige Spanien. 

- Det var husets vin på den nu lukkede, trestjernede Michelin-restaurant, El Bulli, som vi så også var så heldige at få fingrene i, fortæller Erik Brink Pedersen. 

- Siden har vi fået en rigtig god relation - nærmest et venskab - til folkene bag vinhuset. Faktisk har vi gennem årene importeret omkring 300.000 flasker fra det ene sted. 

Fokus for Nova Wine er ikke de klassiske vinegne, men i stedet at finde små skjulte skatte rundt omkring på det europæiske kontinent - og også i resten af verden. 

Billede beskrivelse

Eksempelvis har man fået en fod indenfor i den nichede, luxembourgske vinproduktion, nævner Erik Brink Pedersen. 

Og så har Nova Wine i årevis haft gode samarbejdsaftaler med de to Salling-stormagasiner i Aalborg og Aarhus. 

- Vi er stolte over, at vi kan komme ind på så eksklusive steder, konstaterer Erik Brink Pedersen. 

Selvom Nova Wine har sat sin eget aftryk på vinmarkedet herhjemme, lever vinforretningen et stille liv i Nova Nordics lagerbygninger i Nibe.

Derfor tør Erik Brink Pedersen ikke spå om hvor mange, der vil deltage, når Nova Wine fejrer ti års-jubilæum fredag 26. og lørdag 27. september med et lagersalg på Skalhuse. 

- Folk kommer her ikke, for de ved ikke, vi er her. Vi ved ikke, hvor mange vi skal regne med, der kommer. Så om der kommer 20 eller 500, aner vi ikke. 

Er du blevet fristet til at kigge indenfor ved Nova Wine, kan du besøge dem til lagersalget kl. 14-19 om fredagen - og kl. 10-15 om lørdagen. 

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste