Billede beskrivelse

Makkerpar åbner Ejners Diner

16. juni 2025 kl. 19.03

Mens Marianne Hald og Poul Larsen i fjor lukkede deres populære pandekagecafé, Miss Dot på havnen i Hals, så er det populære spisested snart klar til en ny begyndelse. 

Det bliver tilmed under et nyt navn og et nyt koncept. Om kort tid åbner således Ejners Diner i lokalerne, hvor der fremover skal serveres burgerretter i bedste amerikanske diner-stil. 

Makkerparret bag Restaurant Havkatten, der ligeledes ligger på Hals Havn, Joakim Brader og Ejner Mosen står bag initiativet. Sidstnævnte lægger således også navn til Ejners Diner, der efter planen skal slå dørene op inden sommerferien.

- Det hele er gået rigtig stærkt. Beslutningen blev taget forleden og vi satser på at åbne inden det helt store turist-rykind, fortæller Joakim Brader. 

- Vi driver jo i forvejen Havkatten og faktisk var vi kede af, at Miss Dot lukkede. Det var et godt supplement til udbuddet på havnen. Og da lokalerne nu har stået tomme et stykke tid, så har vi altså valgt at flytte ind, tilføjer Joakim. 

Han suppleres af Ejner Mosen, som understreger, at den nye diner får sit helt eget liv. 

- Restaurant Havkatten er en traditionel a la carte- og selskabsrestaurant. Ejners Diner bliver helt anderledes og ikke helt så formél. Her lægges der mere op til, at man kommer ind direkte fra gaden uden at bestille bord. Priserne bliver også på et niveau, hvor alle kan være med. Til gengæld stræber vi mod at servere de mest lækre og indbydende burgerretter man kan tænke sig. Ligeledes kommer der forskellige milkshakes på menuen. Når alkoholbevillingen er på plads, vil vi selvfølgelig også servere kølige fadøl for gæsterne.

De to indehavere skal bruge de næste par uger på at gøre køkkenet klar til det nye koncept. Selve indretningen ændres der ikke meget på. Det meste bibeholdes og der bliver plads til 48 spisende gæster. Desuden bliver take away en stor del af forretningen. 

- Vi har også take away fra Havkatten, men på Ejners Diner gør vi endnu mere ud af dén del, oplyser indehaverne. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste