Majken og Christian lukker deres franske vinbar - her er sidste åbningsdag
Parret kaldet det vemodigt men den rigtige beslutning at sige farvel til Ma Petite France
AALBORG: Det er med vemod, at Majken og Christian Green snart lukker deres franske vinbar i Nørregade.
Men det er en af de beslutninger, der bare ikke kan være anderledes, når det handler om, at privatlivet også skal hænge sammen. Og derfor har parret valgt snart at sige farvel til Ma Petite France.
Den franske vinbar blev sat til salg tilbage i januar. Og det er den stadig.
- Men vi kan ikke blive ved med at vente på den rette køber, så nu har vi selv opsagt lejemålet, siger Majken Green og fortæller, at sidste åbningsdag i vinbaren bliver lørdag 29. juli.
- Christian og jeg er i vinbaren hele dagen, og det skal være en festdag. Vi glæder os til at sige tak til vores mange gæster - på samme måde som vi glædede os til at sige goddag, da vi åbnede for fire år siden. Vi skal kramme vores gæster, og der falder da sikkert også en tåre.
Vil savne de gode samtaler
For det er også vemodigt at skulle sige farvel til det, Majken Green selv kalder familiens efternøler.
- Vi kommer til at savne gæsterne, det har været et stort privilegie at få lov til at følge med i deres liv on and off i fire år. Vi har vendt eksamen og job. Hjertesorg og kærlighed. Vinbaren er et mødested for rigtig mange mennesker.
Udover gæsterne har medarbejderne også en helt speciel plads i Majken Greens hjerte.
- Jeg kommer også til at savne mine vinbarsbørn, som jeg kalder dem. Det er meget specielt for mig, at få lov til at være en del af deres liv og blive lukket ind i deres verden.
Tilbage til rødderne
Hun understreger, at den kommende måned bliver med fuld fart frem.
- Vi er her hele juli, og vinbaren er åben, som den plejer. Vi gør det ordentligt hele vejen igennem. Vi trapper ikke ned, vi lukker med et brag.
Majken og Christian Green har allerede planlagt, hvad deres arbejdsliv skal bestå af i tiden efter Ma Petite France.
Han er blevet partner i en ingeniørvirksomhed, og hun, der er uddannet coach og har arbejdet som studievejleder og underviser på et gymnasium, vender tilbage til rødderne.
- Jeg har startet firmaet Coach Green, hvor jeg skal være med til at coache og sparre med unge talenter inden for elitesport.
Sidste åbningsdag hos Ma Petite France i Nørregade 6 er som nævnt lørdag 29. juli.