Billede beskrivelse

Le Chef er landet i Støvring - og byen har taget godt imod

09. august 2025 kl. 09.43

STØVRING: Efter 17 år med catering og mad ud af huset i Svenstrup har Jens Kvist Simonsen og hans hold i Le Chef fået nye rammer - og nye ambitioner. 

I dag driver han både cateringforretning, restaurant og selskabslokaler fra det tidligere Shell Motel i Støvring, og det har givet maden og forretningen et helt nyt liv.

- Vi startede jo fra 0 i Støvring. Vi skulle først til at præsentere os som et spisested med selskabslokaler. Det har ingen jo været vant til før fra os, og her i Støvring har man kendt Shell Motel som et sted for overnattende lastbilschauffører, fortæller Jens og fortsætter:

- Men nu kan vi meget mere, og det har vi ligesom skulle have fortalt folk om. Det har de heldigvis taget rigtig flot imod, og vi har fået en flyvende start i de nye rammer, forklarer han.

Le Chef har i dag tre nyrenoverede selskabslokaler og plads til op mod 160 spisende gæster i alt. Lokalerne bruges allerede flittigt til bryllupper, konfirmationer, fødselsdage og receptioner, og samtidig er restauranten åben til både frokost og aften - også for motellets gæster.

Billede beskrivelse

Kvalitet fremfor kvantitet

Selvom Le Chef nu har fået fast base i Støvring, fylder mad ud-af-huset fortsat en stor del af ugen.

- Nu har vi lige holdt sommerferie, men har heldigvis stadig en masse at se til. I denne uge alene har vi tre selskaber i huset, og så har vi også altid 50-80 leveringer ud af huset om ugen, fortæller Jens.

Menuen står som altid på god, hjemmelavet mad - også i restaurantdelen, som er ny for Le Chef. Her finder man blandt andet smørrebrød, stjerneskud, burgere, is fra Kastbergs, byens eneste salatbar - og selvfølgelig klassikeren stegt flæsk hver torsdag.

Jens fortæller, at det handler om at gøre tingene ordentligt - og enkelt:

- Vi tog udgangspunkt i det menukort, der allerede var her på stedet, men har skåret en del ned i omfang. I stedet for kvantitet fokuserer vi på kvalitet. Ingen frysebøffer i burgeren, kun hjemmelavede hakkebøffer. Det er ligesom gået fra et cafeteria til café og restaurant, vil jeg mene.

Billede beskrivelse

God stemning på ny terrasse

Som en del af forvandlingen har Le Chef været i gang med at renovere. Nye gulve, lofter og møbler har givet stedet en mere moderne stemning - og senest er en 100 kvadratmeter stor træterrasse kommet til. Her er der bænke, parasoller og direkte servering fra køkkenet.

- Vi har lige åbnet for den nye terrasse, og den er bare blevet så god. Her har vi allerede haft nogle dejlige sommeraftener med musik og øl og god stemning, så den er jeg rigtig glad for, at vi prioriterede nu, siger Jens og tilføjer:

- Jeg har spurgt til mig selv mange gange siden vores åbning i Støvring - hvorfor gjorde jeg ikke bare det her for længe siden? Men jeg tror ikke, jeg var klar. Nu er jeg bare virkelig glad for, at jeg har taget springet i tide til at få en masse sjov ud af det. Jeg bliver jo snart 50, siger han med et smil.

Billede beskrivelse

Og Le Chef ligger da også op til masser af sjov med en række events på programmet resten af året - heriblandt grillbuffet, fisk- og skaldyrsaftener, Mortens aften og julefrokoster med underholdning.

- Julefrokosterne sidste år gik jo helt amok kort efter vores åbning i oktober. Det var det vildeste, vi har prøvet i vores 17 år med Le Chef, så det glæder vi os til at prøve igen. Støvring har virkelig været gode til at bakke op omkring os, slutter Jens.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste