Lars åbner nyt værtshus - det er helt klassisk med pilsnere og fadøl
Lars Burmølle står bag byens nye mødested, der åbner med tilbud og overraskelser
AALBORG: Lige om lidt får byen et nyt værtshus, og du kan godt begynde at glæde dig, for det er helt klassisk med kolde pilsnere og fadøl i hanerne - suppleret med et stort udvalg af drinks.
Lars Burmølle står bag, og han er lige nu ved at gøre klar til at åbne på placeringen, der ikke er helt ukendt med festglade mennesker. Indtil marts fandt du nemlig Whiskybaren Kahytten på adressen i Vejgaard, og den nye forpagter har da også valgt at holde fast i navnet Kahytten.
- Det er en drøm, der går i opfyldelse. Lige siden jeg var barn, har jeg drømt om at åbne mit eget værtshus, og så var muligheden der lige pludselig, siger 47-årige Lars Burmølle.
Ser frem til mødet med gæsterne
Han er uddannet kok og har blandt andet arbejdet på Scheelsminde. I øjeblikket finder du han hos den Lille Havfrue på Hadsundvej - overfor Kahytten.
- Så jeg har gået og kigget på stedet et stykke tid, og så tænkte jeg, det kunne være fedt endelig at slå til. Jeg er drevet af lysten til at prøve noget nyt.
Og Lars Burmølle er ikke i tvivl om, hvad han især glæder sig til.
- Det er kontakten med gæsterne, siger Lars Burmølle.
- Jeg håber, at de lokale i området vil bakke op. Og i weekenderne vil jeg gøre noget særligt for at tiltrække unge, så der vil der være studierabat.
Et samlingssted i området
Derudover tager han tingene, som de kommer.
- Jeg gør meget ud af at lytte til, hvad gæsterne siger, og hvad de synes, Kahytten bør være. Jeg håber, det bliver et samlingssted for området.
I forbindelse med åbningen vil der være gode tilbud, konkurrencer og en overraskelser. Der er åbningsfest på i morgen, lørdag 1. juli fra klokken 12 til 01.
Derefter er åbningstiden tirsdag til torsdag fra 13 til 22, fredag og lørdag kan du kigge forbi i tidsrummet 12 til 02, mens der er åbent fra klokken 12 til 18 om søndagen.
Du finder Kahytten på Hadsundvej 11A i Vejgaard.