Billede beskrivelse

Landsdækkende restaurantkæde vil til Aalborg - men de mangler to vigtige ting

08. maj 2025 kl. 06.01

Madudvalget i Aalborg er stort - lad os bare slå det fast med det samme. 

Men nye steder skyder også op hist og her - hver især med sit, ofte unikke, koncept. 

Et sådant mener Søren Skydt-Nielsen og Jimmy Seide Petersen også, at de vil bringe til Aalborg. 

De står i fællesskab bag den landsdækkende restaurantkæde, Zócalo, som laver og serverer frisk, mexicansk mad. 

Og det mener makkerparret, at aalborgenserne skal have en bid af. 

Det fortæller den ene part af duoen, Søren Skydt-Nielsen, til Ligeher.nu. 

- Typisk skal vi finde en franchise-tager først, og derefter begynder man i fællesskab at kigge på den rette lokation. Vi skal helst have en lokalt forankret person, som har sort bælte i sit nærområde, til at styre en kommende Zócalo-restaurant i Aalborg, siger han. 

Billede beskrivelse

Han tilføjer, at de for år tilbage allerede har fået tilbudt lokaler i Aalborg, men for både Søren Skydt-Nielsen og Jimmy Seide Petersen har det været vigtigt at have en franchise-tager på plads først. 

- Det har hele tiden været en del af strategien, at vi kun selv ønskede at drive restauranter i Aarhus og København, da Jimmy bor i København, og jeg er bosiddende i Aarhus. Og så er det planen, at franchise-tagere skal styre resten, forklarer Søren Skydt-Nielsen og tilføjer, at Zócalo har en ambition om "at åbne 20 til 25 restauranter i Danmark på sigt".

I dag tæller Zócalo otte restauranter i Danmark, ti i Sverige, to i Storbritannien, to i Irland og én på Island.

Islandsk opfindelse

Oprindeligt blev tankerne om Zócalo udtænkt på Island i 2003, men siden er kæden altså blevet størst i Sverige og Danmark. 

Og selvom konceptet altså er opfundet på øen i Atlanterhavet, er selve grundtanken, at Zócalo serverer "mexicansk mad med et californisk islæt", forklarer Søren Skydt-Nielsen. 

- Mange tænker ikke salat og grønne ting, når de tænker på mexicansk mad, men det forsøger vi at bringe ind med vores Zócalo-koncept. Vi plejer at kalde vores mad for sund og ærlig fastfood. Det er mad, som man kan spise hver dag med god samvittighed. Vi vil godt lave og sælge noget mad, som vi selv kan stå inde for, siger han og noterer kækt: 

- Vi har selv spist maden i snart seks år, og vi har aldrig haft det bedre. 

Billede beskrivelse

Hurtig klargøring

Selv startede Søren og Jimmys Zócalo-eventyr for fem og et halvt år siden. 

Forinden har de begge tilbragt mere end et årti hos McDonald's, mens de også begge har ejet og driftet tankstationer i Shell-kæden. 

Så det er et par entreprenante typer, der står bag kæden - og de har da også allerede et bud på, hvornår man så ideelt set vil kunne sætte tænderne i en Zócalo-burrito eller -taco i Aalborg. 

- Viser den rigtige franchise-tager sig i dag, går der ikke mange måneder, før vi i princippet vil kunne åbne en restaurant. Selvfølgelig skal vi først have fundet de rette lokaler, men når de er plads, kan vi relativt hurtigt gøre klar med vores indretningskoncept, forklarer Søren Skydt-Nielsen.

Typisk vil en Zócalo-restaurant skulle bruge 125 til 150 kvadratmeter, tilføjer han - udover de steder hvor kæden er en del af en madhal, som man eksempelvis kender det fra Aalborg Streetfood.

Her vil man typisk skulle "bruge omkring 30 kvadratmeter", forklarer Søren Skydt-Nielsen. 

For nu vil han dog ikke spå om, hvornår Zócalo kommer til Aalborg - men "det er mere et spørgsmål om hvornår, og ikke om vi kommer", fastslår han. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste