Billede beskrivelse

Jasmine åbner ny café i Nørresundby: - Det har altid været min drøm

13. oktober 2025 kl. 19.01

NØRRESUNDBY: I Vestergade 8B åbner om ganske få uger en ny café og butik. 

Jasmine Hadler Kjær, der har rødder i Filippinerne, står bag, og hendes forhistorie er ganske unik. 

Oprindeligt er hun uddannet i bank- og finansverdenen, men hun har igennem to årtier arbejdet som kok på super-yachts og krydstogtskibe over hele verden.  

Senere mødte hun sin nuværende mand i Dubai, hvor de begge arbejdede - og da han er fra Nordjylland, var det også her, parret bosatte sig efter endt arbejde ude i den store verden.  

I kombination med at gå på danskskole startede Jasmine også sin egen café op i et ledigt lokale i Hornum - og det blev startskuddet til et iværksættereventyr. 

- Det har altid været min drøm at lave min egen café, fortæller Jasmine Hadler Kjær. 

Det var hendes tidligere kaptajn på ét af de krydstogtskibe, hun arbejdede på, der i første omgang opfordrede hende til at lave mad til medarbejderne på skibet. 

Og nogle år senere var det også hendes nuværende mand, der gav hende idéen til Jazzy's Café & Shop i Hornum. 

Billede beskrivelse

Kager som hobby

Vi møder Jasmine Hadler Kjær i de nye lokaler i Nørresundby, hvor hun om mindre end en måned slår dørene op for første gang.

Her vil man på sigt kunne shoppe både kager, kaffe, kvindetøj og asiatiske madvarer - både fra Jasmines eget hjemland, men også fra det øvrige Asien.  

Dog bliver bryllupskager og hendes eftertragtede ostelagkager ikke en del af det faste sortiment, men skal i stedet forudbestilles, understreger Jasmine. 

- Dét at bage kager har altid været min hobby, fortæller hun og tilføjer, at bageriet til en start er sat på standby. 

Køkkenet i de nye lokaler er nemlig ikke lavet - ej heller godkendt - endnu. 

Billede beskrivelse

Kunder fra hele regionen

Folk fra hele Nordjylland har hidtil besøgt hendes café og shop i Hornum. 

Det håber hun bestemt, at de fortsætter med, selvom hun rykker teltpælene op og flytter tættere på bopælen i Nørresundby. 

- Jeg glæder mig meget til at åbne, og jeg glæder mig helt vildt til at vende hjem til Nørresundby. Det bliver dejligt at kunne gå på arbejde fremover - i stedet for at bruge et par timer hver dag i bilen, fortæller Jasmine. 

Jazzy's Café & Shop holder Grand Opening i Vestergade 8B lørdag 1. november kl. 9.

Her vil der blandt andet være smagsprøver. 

Caféen vil desuden have åbent kl. 9-17 mandag til fredag og kl. 9-14 om lørdagen - søndag vil der være lukket. 

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste