Bål og gamle, danske sange: Gratis sankthansaften hos Musikkens Hus
Rasmus Bjerg kommer forbi med mange velkendte John Mogensen-sange
AALBORG: Nu er det snart tid til én af sommerens rigtig gode traditioner. Sankthansaften nærmer sig, og måske står du snart og skal tage stilling til, hvor du skal hen og se bål.
Et bud på én af de store events i Aalborg er Musikkens Hus, der fejrer den særlig aften både inde og ude. Det skriver de i en pressemeddelelse.
- Vi har ambitionen om at lave et bål. Lige nu er det vores forventning, men der kan blive udstukket nogle retningslinjer fra myndighederne, som gør, at vi må ændres vores planer. Vi arbejder uanset hvad på, at der vil blive bål i en eller anden afskygning, siger Kenneth Djoeneri, kommunikationschef i Musikkens Hus.
Gratis tilbud ved Musikkens Plads
Ved Musikkens Plads der fri entré til familiehygge, bål, taler og koncert med Rasmus Bjerg. Skuespilleren er manden bag den anmelderroste John Mogensen-film 'Så længe jeg lever'.
På Musikkens Plads kan du tage hele familien med ganske gratis. Pladsen åbner kl. 18.30, og her er opstillet bålfade med mulighed for at riste skumfiduser.
I Danmark er jeg født
Glæd dig til noget så dansk som sangen 'I Danmark er jeg født', som vil blive fremført af Nordjysk Pigekor og Klarup Pigekor samt musikere fra Aalborg Symfoniorkester.
Båltalen bliver holdt af de to badmintonstjerner Kamilla Rytter Juhl Pedersen og Christinna Pedersen. Derefter fortsætter aftenens musikalske underholdning med Rasmus Bjerg, som sammen med et fire mand stort band byder på en række kendte og elskede John Mogensen sange.
En fyldt Koncertsal med gode toner
Har man lyst til en stemningsfyldt koncert inden døre først, skal man løse billet til Koncertsalen, hvor Aalborg Symfoniorkester, Klarup Pigekor og Nordjyske Pigekor er på scenen sammen med årets solist, den nordjyske sanger og sangskriver Ginne Marker. En billet koster 250 kroner.
Du kan læse meget mere om sankthansaftens hos Musikkens Hus lige her.