Billede beskrivelse

Gourmetrestaurant gik konkurs: Nu kommer kurator med nedslående melding

03. juni 2025 kl. 06.01

Det er efterhånden nogle uger siden, at Restaurant Tabu på Facebook annoncerede, at restauranten måtte dreje nøglen om

I dag eksisterer Facebook-siden ikke længere. 

Og tilbage står nu blot et konkursbo med resterne af de restaurantdrømme, som direktør Karsten Jensen og restaurantchef Michael "Miv" Pedersen har givet fortabt på. 

Selv forklarede duoen konkursbegæringen med "høje driftsomkostninger, stigende priser på råvarer og vigende gæsteantal i restauranten". 

Det er også en udlægning, som kurator i konkursboet - advokat Morten Moltke Nygaard - kan genkende. 

- Restauranten har haft et vigende kundeantal, og det har kostet på likviditeten, som i sidste ende blev selskabets endelige. Der er lidt varelager og en smule inventar, om end udlejer ejer det meste inventar, skriver han i et mailsvar til Ligeher.nu. 

Han tilføjer, at konkursbegæringen er indgivet af en kreditor. 

Ikke udsigt til dækning

På den nu slettede Facebook-side og det deraf også slettede Facebook-opslag forholdt flere Tabu-kunder sig i kommentarsporet blandt andet til én ting - hvad skulle man gøre, hvis man var brændt inde med gavekort til restauranten? 

Og hertil har kuratoren ikke godt nyt. 

- Jeg vurderer ikke at det er realistisk at sælge restauranten som fortsættende, så inventar og varelager vil sandsynligvis blive solgt på en auktion. Jeg forventer ikke, at der bliver dividende til de almindelige kreditorer desværre, skriver Morten Moltke Nygaard. 

Og han tilføjer: 

- Gavekortsmodtagere er desværre også almindelige kreditorer, og de kan som alle andre kreditorer anmelde deres krav til mig, men som sagt så er desværre for nuværende ikke udsigt til at der bliver dækning.

Restaurant Tabu opnåede i sin levetid flere Michelin-anerkendelser - og blev så sent som i juni sidste år hædret med en såkaldt Michelin Plate. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste