Glæden blev kort i Hasseris: Café Sulten lukker efter fire måneder
Efter blot få måneder på Hasserisvej 133B har Café Sulten måttet lukke. Det skriver Hasseris Avis.
Caféen åbnede den 6. december sidste år i Hasseris midtby, men formåede aldrig at slå igennem. Den var fra starten udfordret af udskydelser af åbningsdatoen og kritik af priser og service på de sociale medier.
Grundlaget for caféen var ellers godt. LigeHer.nu besøgte i august sidste år Café Sulten i deres tidligere restaurant i Reberbansgade, og her havde de stor succes med deres koncept og en god tilstrømning af kunder. Det lykkedes dog ikke at tage denne succes med sig til Hasseris, og her til morgen blev det et endegyldigt farvel til Café Sulten.
Her havde man fjernet skiltet på facaden og hængt en skriftlig meddelelse op på Caféens hoveddør, der meldte om udskiftning af lokalernes ejer.
Hvad der nu skal ske med lokalerne på Hasserisvej 133B, vides endnu ikke.