Gin-tonic ad-libitum? Aalborg Gin Festival vender tilbage til foråret
Kort fortalt:
- Aalborg Gin Festival afholdes igen d. 5. og 6. april i Aalborg Kongres & Kulturcenter
- Smag ad-libitum på mere end 70 gin-varianter med en billet til arrangementet.
Datoerne er nu afsløret for næste års udgave af Aalborg Gin & Spiritus Festival. Du kan derfor allerede nu godt begynde at glæde dig til en weekend fuld af smagsoplevelser og festlig stemning d. 5. og 6. april 2024 i Europahallen i Aalborg Kongres & Kulturcenter.
I februar i år var arrangementet udsolgt med over 2.000 besøgende, og forventningerne er derfor tårnhøje for næste års festival.
- Billetsalget er kommet virkelig hurtigt fra start. Vi kan se, der er en masse gengangere fra sidst, som skal afsted igen. Det er både private og virksomheder, venneflokke, par og kollegaer, som skal afsted for at hygge sig og smage en masse lækker gin, så vi forventer faktisk endnu flere gæster end sidst, fortæller Mathias Walther, ejer af Helmuth Bar & Kitchen, som arrangerer festivalen.
Med en billet i hånden får besøgende spiritusentusiaster mulighed for at smage frit ad-libitum på en imponerende samling af mere end 70 gin-varianter samt en lang række andre slags spiritus som eksempelvis whiskey, rom og tequila. Forelsker du dig i en særlig gin kan den også købes med hjem til barskabet til eksklusive festivalpriser.
Drinks, DJ og snacks
Hvert år bestræber arrangørerne sig på at tilføje nye og spændende brands, hvilket betyder, at også dem, der tidligere har deltaget, kan se frem til en ny og spændende smagsoplevelse.
Foruden gin og spiritus i lange baner, vil en DJ, der spiller festlig musik samt masser hyggelige lounge-miljøer og flot dekoration sørge for den rette stemning. Skulle I blive sultne undervejs i smagsprøverne serverer en række madvogne lækre menuer til jeres drinks.
- Det er ikke bare en almindelig messe, vi laver. Det skal netop føles som en festival, hvor man kommer i godt selskab og får sig nogle gode oplevelser sammen, siger Mathias.
Du kan holde dig opdateret om arrangementet her, hvor de forskellige deltagende brands vil blive annonceret løbende op til begivenheden.