Fra 0,4 til 0,5: Aalborg-bar satser på mere øl i glasset
AALBORG: De seneste år har det samme mønster gentaget sig: Mindre indhold, højere pris.
Der er færre gram hakkekød i pakkerne, mindre smør i bakkerne – og selv fadøllen er flere steder skrumpet fra den klassiske halvliter til 400 ml.
Men på Café Guldhornene i Aalborg går man nu mod strømmen. Her siger de farvel til 400 ml og vender tilbage til halvlitersfadøl – ligesom i de gode gamle dage.
Og det er blevet bemærket – helt ovre i hovedstaden.
Hyldet for god fadølsstil
Jan Kristoffersen (Å) – også kendt som Jannabis – har i denne uge delt en video på sociale medier, hvor han roser Café Guldhornene for deres tiltag.
– Jeg har længe gået og irriteret mig over, at flere og flere steder skifter deres halvlitersfadøl ud med 40 centiliter. Café Guldhornene i Aalborg gør simpelthen det modsatte, siger Jan Kristoffersen.
Han har i længere tid sat fokus på skrumpeøl og uddelt fadølsbeviser til barer og værtshuse, der går tilbage til den ægte halvliter.
– Jeg synes, det er så god fadølsstil, at de selvfølgelig også skal have et fadølsbevis, næste gang jeg kommer til Aalborg, siger han.
Tilbage til de gode gamle dage
Men hvorfor vælge 0,5 liter, når tendensen mange steder peger mod det mindre? Det spørgsmål har vi stillet til Casper Lolholm Andersen, bestyrer på Café Guldhornene i Aalborg.
– Jeg vil gerne bringe noget af det gode gamle tilbage til Guldhornene, som det var i sin tid, fortæller Casper Lolholm Andersen.
Og han er allerede godt i gang. For halvandet år siden genindførte han den populære "ridder" i en ny version med klippekort – og nu er turen kommet til ølglasset.
– Næste punkt er at bringe 0,5’eren tilbage, fortæller han og fortsætter:
– Vi har jo ikke opfundet den dybe tallerken – vi er bare gået tilbage til noget af det gamle.
Find den her
Men betyder den ekstra deciliter så også en højere pris? En smule.
Eksempelvis stiger en pilsner fra 49 til 52 kroner, mens en Classic går fra 55 til 57 kroner.
Ændringen træder i kraft torsdag den 5. februar. Café Guldhornene har adresse i Jomfru Anes Gård 5.
Så hvis du savner den gamle halvliter, ved du nu, hvor du kan gå hen.