Fiskerestaurant takker af i Aalborg - og de skal have den store fejebakke frem
Skagen Fiskerestaurant skal flytte mere end bare borde og stole - de skal også flytte gulvet
AALBORG: Skagen Fiskerestaurant har i tre år været fast inventar på Budolfi Plads i centrum af Aalborg. Men lørdag 3. juni var sidste åbningsdag for fiskerestauranten, efter de i slutningen af maj meldte ud, at de lukkede deres Aalborg.
Det betyder, at kæden nu har serveret den sidste, friske fisk i Aalborg.
Lukningen trak flere gæster til
- Vi har fået virkelig mange tilbagemeldinger efter vi meldte ud, at vi lukkede. Vores gæster har været ærgerlige over lukningen, siger Elias Grøftholdt Tychsen, der er direktør i Skagen Fiskerestaurant.
Og faktisk har udmeldingen om lukning af Aalborg-restauranten også trukket flere gæster til i den sidste tid.
- Vi oplevede flere bookinger, hvor gæsterne lige skulle besøge os en sidste gang, siger han.
Menukort fortsat på gaden
Går du en tur forbi, så ligner tingene på Budolfi Plads umiddelbart sig selv stadigvæk.
For Skagen Fiskerestaurant har fortsat borde og stole på gaden og menukort på bygningen hænger, hvor det plejer. Og flere forbipasserende er lige oppe at tjekke menuen ud - som var intet hændt.
- Vi har valgt at lade borde og stole stå, og lade restauranten se nogenlunde ud som den plejer. Men i denne uge begynder lige så stille at få pakket sammen i restauranten, fortæller direktøren.
- Vores fokus har simpelthen ligget et andet sted. Vi har sørget for at få de produkter, som kan bruges andre steder, derhen hvor de skal bruges, siger han.
Gang i den store fejebakke
Der venter lidt af en oprydningsopgave inde i selve restauranten. For som et særligt koncept har Skagen Fiskerestaurant en indendørs sandstrand overalt på gulvet - og det betyder, at der nu er store mængder sand, der skal flyttes.
- Det er da lige en ekstra opgave, men det kommer til at foregå med en skovl og en stor fejebakke, siger Elias Grøftholdt Tychsen.
- Det har været så fin en afslutning i Aalborg, og fra denne uge begynder vi lige så stille og roligt at demontere i restauranten, slutter han.