Billede beskrivelse

Far og datter går hver til sit: Snart kæmper Jesper for sit kaffeeventyr alene

Efter syv dårlige år håber ejeren på, at kaffebaren endelig får "medvind på cykelstien"

20. oktober 2022 kl. 11.35

AALBORG: Økonomien strammer til hos Kochs Kaffebar, der med 40 ansatte har lokaler på Algade og hos Shoppen i Aalborg. 

Virksomhedens pengekasse er tom, og det seneste årsresultat viser et underskud i underkanten af 300.000 kroner.

Men ejer Jesper Holm Andersen forventer, at kaffebaren nok skal begynde at tjene penge, og er der behov for det, er han klar til at hælde flere penge i sin kaffebar for at sikre dens overlevelse.

Indtil for nyligt delte Jesper Holm Andersen ejerskabet af Kochs Kaffebar med datteren Christina Koch. Men parløbet er efter knap 10 år slut, da datteren har overladt det fulde ejerskab til faren.

Det har dog intet at gøre med kaffebarens økonomiske kvaler.

- Der er ikke noget drama, og ejerskiftet er ren proforma, siger ejer og direktør Jesper Holm Andersen. 

Syv dårlige år

Direktøren for kaffebarerne beskriver de seneste syv år som dårlige. 

En udvidelse af Kochs Kaffebar på Algade blev forsinket, hvilket påvirkede årsresultaterne negativt i 2018 og 2019. Siden kom coronapandemien og samfundsnedlukningerne, der fortsat hænger som en sort sky over café- og restaurationsbranchen. 

- Vi har med andre ord ikke haft medvind på cykelstien endnu, og det er derfor, at vores regnskab ser noget broget ud, siger Jesper Holm Andersen. 

Lidt medvind er der kommet i indeværende regnskabsår, da omsætningen indtil videre er forbedret med 20 procent i forhold til niveauet før pandemien. 

Billede beskrivelse

Det ændrer imidlertid ikke på, at ejeren på grund af kaffebarens skrantende økonomi har stillet dele af sin private formue som sikkerhed for selskabets overlevelse. 

Men sådan har det i teorien altid været. Forskellen er blot, at det nu står sort på hvidt i årsregnskabet, forklarer Jesper Holm Andersen.

- Vi har siden begyndelsen haft vores privatøkonomi bundet op på virksomheden. Det har vi bekræftet hvert år i årsrapporterne, så det er der ikke noget nyt i, siger han.

Et karriereskifte med familien  

Efter mere end 25 år i finansverdenen gjorde Jesper Holm Andersen et karriereskifte, da han i 2013 sammen med datteren Christina Koch åbnede Kochs Kaffebar. 

Hverdagen i caféen brugte hun som studiejob, mens hun færdiggjorde sin uddannelse. Da studietiden for fem år siden var slut, var Kochs Kaffebar også et overstået kapitel for datteren.

- Min datter ikke har været en del af virksomheden i fem år. Nu har vi bare gjort sådan, at ejerskabet afspejler virkeligheden, siger Jesper Holm Andersen om årsagen til, at datteren ikke længere er medejer af Kochs Kaffebar. 

Ejerens anden datter har stadig et studiejob på kaffebaren, men det slutter til sommer, når hun er færdiguddannet som ingeniør.

- Til den tid forventer jeg, at hun vil noget andet end at stå i kaffebaren, siger Jesper Holm Andersen. 

Mens døtrene går andre veje, bliver familiefaren og kæmper for kaffeprojektet, som han spår bedre tider. 

- Nu har vi haft syv dårlige år, så nu tror vi på, at vi får syv gode år. Det er vi slet ikke i tvivl om, siger Jesper Holm Andersen. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste