En seddel i døren røber vigtig detalje om vinbars fremtid efter konkurs
Vinbaren Douro Wine Bar i Danmarksgade er for anden gang på tre år gået konkurs.
Det fremgik af Statstidende lørdag.
Tilbage i august 2022 kæmpede vinbaren også med økonomien og blev ramt af en konkursbegæring.
Men medstifter Stig Christensen købte dengang virksomheden tilbage sammen med sin kone - men nu er vinbaren altså igen taget under konkursbehandling.
Advokat Hans Peter Storvang er udpeget som kurator i konkursboet, og han forklarer, at begæringen om en konkurs i Douro Wine Bar kom fra en kreditor til selskabet.
Han uddyber i en mail til for Ligeher.nu, at "der er aktiver i boet", som blandt andet består af "forskelligt inventar, borde, stole, køleskab, diverse brugskunst mv." og dertil et "varelager i form af vin/spiritus".
Processen med at sælge disse aktiver er sat i gang.
- Det kan oplyses, at der allerede har været udvist interesse for overtagelse af virksomheden. Det er derfor kurators håb, at der kommer til at ske en forholdsvis hurtig overdragelse af boets aktiver, lyder det i mailen fra Hans Peter Storvang.
I den kontekst er det interessant, at der i hoveddøren ind til Douro Wine Bar er opsat en seddel i kølvandet på selskabets konkurs.
På sedlen står der skrevet, at "Douro Wine Bar er midlertidigt lukket. Vi arbejder på at åbne igen hurtigst muligt".
Hans Peter Storvang afviser over for Ligeher.nu at kommentere på, hvem der helt konkret har "udvist interesse for overtagelse af virksomheden".
Noget kunne dog tyde på, at de nu forhenværende ejere er involveret i den proces i henhold til sedlens budskab i Douro Wine Bars hoveddør.
Afslutningsvis opfordrer kuratoren alle kunder, der måtte have gavekort, tilgodebeviser og lignende til at anmelde deres krav i konkursboet, "hvorefter de løbende vil blive orienteret om konkursbehandlingen af bordet, herunder oplysninger om evt. dækning af krav".
Ligeher.nu har forgæves forsøgt at få en kommentar fra ejerkredsen bag Douro Wine Bar.