Efter årtier er det slut - byens ældste bistro lukker snart
I årtier har du kunnet nyde smørrebrød og lune retter i den velkendte Bistro i gågaden
AALBORG: Det er et af byens ældste spisesteder, der lukker lige om lidt.
Gennem årtier har du kunnet stille sulten i bistroen i Føtex Slotsgade - smørrebrød, lune retter eller måske en dessert. Og mon ikke de fleste har været forbi på et eller andet tidspunkt, siden stedet åbnede i 1971.
Men om lidt er det slut, for ejeren Salling Group har besluttet, at de sidste fem bistroer i Føtex-varehusene lukker.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, for vi har gæster, der er kommet her i mange år, siger varehuschef i Føtex Slotsgade, Søren Flodgaard.
- Men folks madvaner ændrer sig, og vi er nødt til at følge med tiden.
Nyt madområde på vej
Men bare rolig - det bliver ikke et farvel til alle de kendte retter, når Føtex Bistro lukker, for varehuset opgraderer i stedet udvalget i sin Quick Food i området ved indgangen, hvor der også er siddepladser.
- Når en dør lukker, åbner en ny. Og det er positivt, at vi kan videreføre en stor del af sortimentet. Der er enkelte retter, vi ikke kan tage med til Quick Food, men der vil stadig være masser af måltider.
I øvrigt kan du også glæde dig til, at Føtex i løbet af nogle måneder får en masse convenience i for-området ved indgangen.
- De nemme, sunde og hurtige alternativer er vejen frem, og vi glæder os til at præsentere en masse nyt de kommende måneder, siger Søren Flodgaard.
Det slutter på lørdag
Beslutningen om at sige farvel til Bistro er forholdsvis ny, så der er endnu ikke truffet beslutning om, hvad der i stedet skal være i område.
- Nu går arbejdet i gang, og vi kigger både på, om vi kan bruge det internt, eller om vi skal have nogle eksterne ind, lyder det fra varehuschefen.
Bistro i Føtex Slotsgade har sidste åbningsdag på lørdag, 13. maj.