Café Gro åbnede med stort rykind
Onsdag blev der både klippet snor og skænket kaffe, da Café Gro åbnede på havnefronten i Nørresundby.
Interessen var overvældende for det nye sted, der har til huse i de lokaler, hvor Victors Madhus tidligere residerede. Cafeen har sin første åbningsdag mandag 25. August.
Allerede fra morgenstunden var der stort rykind af kunder, samarbejdspartnere og naboer, der ville gratulere og opleve bydelens nye spisested.
Rådmand for job og velfærd. Nuuradiin Hussein (S) var også dukket op for at forestå den officielle indvielse.
Café Gro drives af elever fra TAMU – Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser. Det er et særligt uddannelsesforløb for unge mellem 18 og 30 år, der har brug for ekstra støtte til at komme ind på arbejdsmarkedet.
For eleverne bidrager arbejdet i caféen således til både ansvar, erfaring og fællesskab. Og for gæsterne byder stedet på alt fra frokostretter til kaffe, brød, smørrebrød og tapas.
Nuuradiin Hussein roser da også såvel initiativet som de unges indsats.
- Det er rigtig godt, at de unge får en fornemmelse af, hvad det vil sige at arbejde rigtigt. Her skal de præstere noget og gøre kunderne tilfredse, siger rådmanden til Ligeher.nu Aalborg.
TAMU’s direktør, Peter Kastholm er ligeleledes glad. Ikke mindst for den store opbakning på åbningsdagen:
- Det er jo fantastisk, at så mange dukker op. Det lover godt for fremtiden. Jeg må også sige, at vi har fået en sublim placering på havnefronten i Nørresundby. Det her sted emmer af stemning og atmosfære og bliver en rigtig god arbejdsplads for de unge.
Café Gro holder fremover åbent på hverdage fra klokken 9 til 17.