Byens nye pastasted fik en fantastisk start – her laves retterne med et twist
På grund af mange gæster på åbningsdagen var ejerne nødt til at lukke en time før
AALBORG: Er du glad for pasta og kan godt lide mad, som ikke er helt så traditionelt, kan det meget vel være, at byens nye pastasted er noget for dig.
Fredag 7. juli åbnede Ioan og Loredana Dumitrascu nemlig et nyt spisested, Doticelli, hvor pasta er i fokus.
- Vi har spaghetti bolognese og carbonara, som er klassiske, mens de andre kommer med et twist, siger Ioan Dumitrascu og henviser til menukortets otte andre pastaretter, eksempelvis retten med blåmuslinger og kimchi creme.
Stor passion for mad
Udover Doticelli ejer parret også On the Dot, som er kendt for at lave eksperimenterende gourmetmad.
- Derfor vil vores kunder, som har besøgt On the Dot, have en idé om, hvad de kan forvente af vores pasta.
Parret kom til Danmark for cirka ni år siden, og de deler en passion for mad. Ioan Dumitrascu har været køkkenchef hos SushiMania, og Loredana Dumitrascu har arbejdet hos Eatlow som kok.
- Da lokalerne blev tilgængelige, så vi det som en god mulighed, fordi vi synes, det er en god placering. Derudover elsker jeg at lave mad, og vi ville gerne udvide vores udvalg af mad, siger han.
Overvældende start
Da dørene til Doticelli blev slået op, blev det fejret med 50 procent på hele menuen de første to dage, og det tiltrak en masse kunder, fortæller Ioan Dumitrascu.
- Der var virkelig mange, som kom og støttede os. På den første dag tror jeg, vi var udsolgt omkring klokken 19.00.
Normalt lukker vi klokken 20.00, men vi havde ikke forventet, at så mange mennesker ville komme.
- Dagen efter var det også helt vildt. Men denne gang havde vi erfaringen og ændrede nogle ting, så vi kunne sørge for, at alle fik, hvad de havde brug for, indtil vi lukkede.
Du kan finde Doticelli på Reberbansgade 20, lige ved siden af On the Dot.
Udover de 10 pastaretter kan man finde to forretter og en hjemmelavet dessert.