Billede beskrivelse

Byens ældste grillbar lukker med øjeblikkelig virkning

08. december 2025 kl. 13.00

NØRRESUNDBY: Da Ivan og Kristina Johansen i juni 2023 overtog nøglerne til Nørresundbys ældste grillbar, Salat og Burger, var forventningsglæden stor.

Ægteparret var fulde af gåpåmod, og de sidste 2,5 år har de langet varme hotdogs, sprøde pomfritter og smovsede burgere over disken i lange baner.

– Det var meningen, at vi skulle have kørt 2,5-års jubilæumstilbud i denne uge, fortæller Ivan til Aalborg LigeHer.nu.

Se også
Ivan overtager byens ældste grillbar - er klar med nyheder på menukortet

Men sådan bliver det ikke. 

Ivan og Kristina har i dag meddelt, at de lukker grillbaren med øjeblikkelig virkning.

Ventilationsnedbrud blev dråben

Det er ikke længe siden, vi på Aalborg LigeHer.nu besøgte Ivan og Kristina, hvor de glade delte nye idéer og initiativer.

Se også
Kristina og Ivan vil beklæde byens ældste grillbar med Cocio-kapsler

Men i sidste uge tog det hele en drejning, der var så stor, at ægteparret i dag har valgt at smide håndklædet i ringen.

Det startede med, at grillbarens udsugning gik i stykker, og parret blev nødt til at holde ufrivilligt lukket i en uge.

De delte den triste situation på grillbarens Facebook.

– Der skrev vi, at vi gerne på en eller anden måde ville have lidt hjælp til at få udsugningen lavet så hurtigt som muligt, fortæller Ivan.

Det udløste en debat i kommentarsporet, som ramte hårdt.

– Det mente folk var forkert, og de påstod, at det var en indsamling. Og de mente også, at vi har for meget lukket.

Og det blev dråben for Ivan og Kristina.

– Jeg gider ikke gå psykisk ned på det, fortæller Ivan.

Lukker per dags dato

Ivan og Kristina Johansen har derfor valgt at trække stikket til Salat og Burger.

– Vi sælger alt inventar og lukker virksomheden.

På søndag sælges resterende madvarer til halv pris.

– Vi takker dem, der har støttet os, afslutter Ivan.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste