Bodegasnak: Den Røde Lygte
Ejet af legende
Min bodega-tour de force fortsætter på østsiden af Vesterbro, hvor det lille, men særdeles hyggelige værtshus Den Røde Lygte har været fast bestanddel af gadebilledet siden 2006.
Værtshuset er ejet af ishockey-legenden Jacek Nowakowski, som spillede stort set hele sin karriere for Aalborg/AaB Ishockey. Han fandt altså sideløbende med sine udfoldelser i skøjtehallen tid til at eje og drive denne hyggelige, sportsbar-inspirerede beværtning.
Når den røde lygte blinker
“Røde lygter” betyder i de fleste andre sammenhænge, at et arrangement er udsolgt, eller at der ikke lukkes flere ind.
Det problem kunne måske godt have været opstået før i tiden på Den Røde Lygte, hvor værtshuset var begrænset til hovedlokalet med den store bar. Men efter indlemmelsen af nabolejemålet, der tidligere husede en grillbar, er det ikke længere en risiko at gå forgæves. Og selvom “Lygten” arealmæssigt stadig er et af de mindre værtshuse i Aalborg, synes der altid at kunne klemmes en enkelt mere ind - hvor der er hjerterum, er der jo som bekendt også husrum.
Aalborgs eneste ishockey-bodega(?)
Med tanke på Nowakowskis fortid er det dog nok mere sandsynligt at Lygten har taget sit navn fra ishockey, hvor den røde lygte signalerer noget ganske andet - nemlig at der er scoret et mål. Inspirationen fra tiden i den gamle skøjtehal på Samsøgade/Østre Allé er også at spore på væggene, hvor holdbilleder af AaB Ishockey anno 2006-2008 blandt andet hænger stolt - lige over dartskiven.
Udover disse små hints rundt omkring er temaet dog ret underspillet, og “fylder” ikke meget. Det er nok mere sportsbar end decideret ishockey-bar. Rygtet vil dog vide, at stedet af og til frekventeres af både gamle og nuværende ishockey-spillere.
Klassisk brunt med et strejf af rødt
Inventaret på Lygten er meget klassisk for de brune bodegaer: På de rødmalede murstensvægge hænger indrammede historiske fotos af Aalborg side om side med den storsvedende, tørstige Tuborg-mand og Thors Kasket Karl. Møblementet er fortrinsvis holdt i mørke farver, og camouflerer sig dermed op ad væggenes brune træpaneler.
Her serveres øl i flasker/kander/på fad, shots … og selvfølgelig Rød Tuborg!