Bodegasnak: Café Victoria
Få hundrede meter fra Jomfru Ane Gades festlige inferno - klemt inde mellem parkeringskældre og pizzeriaer - ligger næste stop på bodegaruten. Jeg har vist efterhånden udnævnt et par vindere af “Aalborgs mest centrale beliggenhed”, men dette er så endnu en nomineret til den pris.
Fra vinduerne på dette sted kunne man i fordums tid beskue de falmede plakater for “eksotiske dansere” på det hedengangne Maxim Bar - og holde øje med de berusede og ensomme norske forretningsmænd, der vistnok var Maxims mest trofaste publikum. I dag stikker vi hovedet indenfor på Café Victoria.
Et mødested
Victoria er et af de værtshuse, jeg selv er kommet meget på i løbet af tiden. Det var i sin tid det sted, vi mødtes, når der ikke lige var andre planer. Herfra kunne vi let komme videre, hvis der var stemning for et smut i Gaden - og var der ikke det, kunne vi snildt tilbringe det meste af natten på Victoria, der havde lidt længere åbent end de andre værtshuse.
Jeg husker, at her ofte var stuvende fuldt i weekenden og sjældent siddepladser at finde, men der var altid god stemning, snak og sang - og masser af kolde Thy Classic.
Gå altid mod Victoria
Jeg husker, at Victoria dengang havde ry for at være et “rødt” værtshus. Det var indrettet med plakater og avisudklip af og med store socialistiske/kommunistiske personager som Karl Marx og Che Guevara. Navnet “Victoria” skulle da også være en henvisning til netop Guevaras berømte citat “Hasta la Victoria siempre” - eller, det gik rygtet i hvert fald på.
Det var vist allerede dengang et par ejerskifter siden, at stedet var blevet “døbt”, så ingen vidste rigtigt, hvor det kom fra eller hvordan ideen var opstået. Navnet hænger stadig ved, men de socialistiske koryfæer har i dag fået følgeskab af akustikpaneler og udklip af andre - mere neutrale - historiske figurer, så der er ved øjetest skruet gevaldigt ned for det revolutionære.
Alle er velkomne her
Café Victoria er et hyggeligt lille værtshus, som ligger centralt placeret tæt ved både gågaderne, havnen og Jomfru Ane Gade. Som så mange andre værtshuse i området er alle weekender højsæson, og her falder gennemsnitsalderen nok syd for 20 år, men ellers er det et meget blandet publikum og alle er velkomne - uanset politisk ståsted.