Billede beskrivelse

Billigt restaurantkoncept fortsætter: - Et fantastisk alternativ

03. august 2024 kl. 19.01

Nu har Pulpo-gruppen meldt ud, at pop-up restauranten Le Garcon bliver til en permanent restaurant i BonDjorno’s lokaler Ved Stranden 5 i Aalborg efter en fin modtagelse.

- Vi har fået en masse gæstefeedback, og der er positive vibes på konceptet, fortæller Mads Hyllested fra Pulpo-gruppen.

Inden sommerferien lancerede Pulpo-gruppen Le Garcon, som tager udgangspunkt i det hypede franske “bouillon-koncept”, hvor retterne er simple og priserne lave.

- De fleste forstår konceptet og forstår, hvad det er. De synes, at det er sjovt og et fantastisk alternativ til at kunne spise ude i hverdagen, forklarer Mads Hyllested.

Og nu får Le Garcon lov til at være en permanent restaurant i byen, og det giver andre muligheder i Aalborg. 

- Det er lige pludselig muligt at kunne komme ud og spise flere gange, fortæller Mads Hyllested.

Le Garcons koncept er baseret på simple retter til lave priser, og dette kan lade sig gøre, fordi der ikke er lige så mange ‘mandetimer’ at medregne. 

- Modellen er bundet op på, at gæsterne også forventer, at det er simpelt mad.

Men selvom priserne er presset i bund, er det vigtigt for Mads Hyllested at understrege, at maden ikke er dårligere af den grund.

- Vi vil kunne dokumentere og være klare i spyttet om, at vores råvarer er danske og lokale. Alt hvad vi kan, får vi fra Danmark.

- Vi er også en stor gruppe af restauranter, hvilket har sine fordele. Vores medarbejdere kan eksempelvis flekse mellem stederne, hvis der er brug for hjælp.

Dermed overtager Le Garcon lokalerne, men man vil stadig kunne mærke stemningen fra BonDjorno, uddyber Mads Hyllested,

- Bondjorno er et supergodt koncept, og derfor har vi taget dele af konceptet med. Eksempelvis det her med fri drikke, som var et hit i weekenderne.

- Vi kommer til at give den en lille makeover. Der er masser af ting, der forbliver, men det får et nyt udtryk. Der kommer noget mere fransk inspireret.

Restaurant Le Garcon åbner den 6. september fra tirsdag til lørdag, og så er der ikke andet at sige end: Bon appétit!

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste