Billede beskrivelse

Aktuel åbner nyt smørrebrødssted i shoppingcenter

09. oktober 2025 kl. 15.39
Opdateret kl. 16.01

AALBORG: I forvejen står Lars Helmuth bag to Aktuel-afdelinger i Aalborg - én i Hasseris Bymidte og én på Budolfi Plads i midtbyen. 

Snart udvider han dog smørrebrødsfamilien med en ny destination i Aalborg. 

Denne gang åbner det populære koncept i Aalborg Storcenter i City Syd i et særligt takeaway-format. 

Det skriver shoppingcenteret i en pressemeddelelse. 

- Aktuel er et fantastisk match til Aalborg Storcenter. Deres fokus på kvalitet og klassisk dansk smørrebrød passer perfekt til vores kunders ønsker om gode madoplevelser - også når det skal være nemt og hurtigt. Vi gør os umage med at vælge de koncepter, der repræsenterer kvalitet og autenticitet, og Aktuel passer perfekt ind i den profil, siger Tom Dorf, der er centerchef i Aalborg Storcenter. 

Lars Helmuth, indehaver af Aktuel, supplerer: 

- Vi ønsker at løfte smørrebrødet ind i en moderne kontekst - hvor kvalitet og tilgængelighed går hånd i hånd. Med vores placering i Aalborg Storcenter får vi mulighed for at møde både lokale og besøgende med et koncept, der gør den klassiske smag tilgængelig i hverdagen - uden at gå på kompromis. 

Menuen i Aktuels nye smørrebrødssted byder på et udvalg af håndlavet smørrebrød - fra den klassiske kartoffelmad med purløgsmayo til luksus rejemad på smørristet surdejsbrød. 

Aktuels nye smørrebrødssted i Aalborg Storcenter åbner ved indgang D. 

Den første officielle åbningsdag er fredag 31. oktober. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste