Billede beskrivelse

Aalborg-restaurant tager del i stor madfestival: Flere end 5000 billetter er allerede solgt

04. maj 2025 kl. 06.03

Om godt to uger forvandles Danmark til et kulinarisk paradis for seafood-elskere, når Seafood Festival ruller ud.

Med over 5.000 billetter solgt er nedtællingen for alvor begyndt, og flere restauranter melder næsten udsolgt til de mest eftertragtede tider. 

Er man endnu ikke blevet en del af forsommerens største fisk- og skaldyrsfest, er det nu, man skal sikre sig en billet, lyder meldingen fra arrangørerne af Seafood Festival. 

For anden gang inviterer festivalen danskerne til en gastronomisk folkefest, og interessen har været overvældende.

Med over 85 restauranter fordelt på hele landet og mere end 90 forskellige menuer at vælge imellem, tegner årets festival til at blive en gastronomisk forsommerfest af de helt store.

Billede beskrivelse

Fisk og skaldyr

Sidste års festival blev mødt med stor begejstring fra både gæster og restauratører, og i år er forventningerne kun steget.

Med flere restauranter på programmet og et endnu bredere udvalg af menuer, er det tydeligt, at Seafood Festival rammer en sult blandt danskerne efter frisk fisk og skaldyr, når det er allerbedst. 

Mange har en tendens til at vælge de samme, velkendte retter, når de planlægger menuen derhjemme. Fisk og skaldyr er både sunde, alsidige og fulde af smag, men kan være svære at håndtere. Tilberedningen kræver præcision, finesse og teknik, som ikke altid er nem at mestre derhjemme.

Netop derfor er Seafood Festival en oplagt anledning til at lade de professionelle og dygtige kokke tage styringen. 

Billede beskrivelse

Konceptet for festivalen er enkelt.

Hver restaurant udformer en helt særlig menu til en fast pris inden for tre koncepter, som gør det muligt at finde noget, der passer til gæsternes budget og smagsløg. 

I Aalborg deltager Tabu med en menu baseret på havets råvarer, mens pop-up’en Skydebanen blænder op for én enkelt aften med bålgrill, beats og et overdådigt skaldyrsfad.

Alle restauranter kan ses på festivalens hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste