Aalborg-restaurant lukker - men åbner i nye og større lokaler i byen
AALBORG: "Vi må desværre meddele, at vores takeaway-afdeling på Reberbansgade lukker fra den 9. juni 2026".
Sådan skriver Aalborg-restauranten Mik Mik Aalborg i et opslag på spisestedets Facebook-side.
Og så skulle man tro, at nok et takeaway-spot i byen havde knækket nakken - men tværtimod.
I stedet flytter Mik Mik, der laver og serverer mad fra det thailandske køkken, blot til en ny og større lokation i byen.
Nærmere bestemt Vesterå 14, som senest har huset Catch Sushi Bar - der er flyttet over på den anden side af gaden i Vesterå.
Til forskel fra de nu snart lukkede lokaler i Reberbansgade kommer Mik Miks nye sted i Vesterå også til at tilbyde siddepladser.
Samtidig er det også fortsat muligt at bestille takeaway på Mik Miks nye adresse.
Der er i øvrigt åbningsreception i Vesterå 14 på torsdag 11. juni kl. 10-14.
"På dagen vil der være en buddhistisk velsignelsesceremoni, hvor en munk kommer og velsigner restauranten for at bringe held, lykke og succes til vores nye eventyr," lyder det fra Mik Mik.